
KØBENHAVN: To tidligere ansatte står nu frem i Politiken og Kommunen.dk og fortæller om svigt af de anbragte unge på institutionen Fensmarkgade.
Enstemmigt beretter de om en kritisabel ledelse og frustration over, at hverken Københavns Kommune, tilsyn eller politikere har taget deres opråb alvorligt. Det skriver Kommunen.dk.
Fensmarkgade er en åben døgninstitution for udsatte og kriminalitetstruede unge, som ofte tager problemer med rusmidler eller bandekriminalitet med i anbringelsen.
Institutionen modtog i december et skærpet tilsyn fra Socialtilsyn Hovedstaden og har desforuden både i 2021 og i sommeren 2023 fået påbud af Arbejdstilsynet. Gennem aktindsigter, som Kommunen.dk og Politiken har gennemgået, kan medierne fortælle om en kommunal institution med alvorlige problemer, som flere eksperter kritiserer kommunen og ledelsen for ikke at have håndteret tilstrækkeligt.
Vold blev ikke anmeldt
Medarbejderne fortæller blandt andet om oplevelser med vold, hvor ledelsen på Fensmarkgade ikke har indberettet eller politianmeldt hændelserne. En medarbejder fortæller, at hun, da hun var gravid, blev slået af en af de unge, og at ledelsen efterfølgende ikke ville politianmelde det. Beskeden fra ledelsen var, at hun selv kunne gøre det, hvis hun syntes.
En af medarbejderne fortæller, at der er flere episoder med vold, som "hjemsøger" hende, fordi politiet i flere tilfælde ikke er blevet involveret i episoder med personfarlig kriminalitet.
I et skriftligt svar til Kommunen.dk og Politiken lyder det fra Københavns Kommune, at “man ikke kan genkende, at der er en lang række hændelser, der burde være politianmeldt, som ikke er blevet det.”
Københavns Kommune skriver dog, at "vold mod personalet altid skal politianmeldes".
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.