
ESBJERG: Både politikere og organisationer udtaler kritik af borgmester Johnny Søtrup (V) efter hans trussel om fyringer i Børne- og Familieafdelingen på det seneste byrådsmøde. Det skete oven på en ekstrabevilling på 50 millioner kroner, som byrådet vedtog mandag aften til anbringelse af udsatte børn og unge
En af kritikerene er Rasmus Kjeldahl, direktør for Børns Vilkår, som finder truslen om fyring problematisk:
- Jeg håber, at borgmesteren vil trække den bemærkning i sig igen. Man har i sagens natur ret varierende udgifter på det her område. Det er et helt urimeligt pres, når borgmesteren truer medarbejdernes på deres levebrød, hvis de træffer den fagligt rigtige, men omkostningstunge beslutning, siger han til DR Nyheder.
Dårlig personalepolitik
Også hos Dansk Socialrådgiverforening er man forundret over den skarpe udmelding fra borgmesteren.
- Mine medlemmer er da rystet og de ringer til os og spørger, om det nu også er rigtigt, at de kan risikere en fyreseddel. Man må sige, at det er ualmindelig dårlig personalepolitik at melde sådan noget ud på et offentligt byrådsmøde. Det gør alle utrygge på området, og gør at de ikke føler sig værdsat, når de går på arbejde hver eneste dag og giver en ekstra hånd for at få rettet op på området, siger Anne Birgit Jørgensen, formand for Dansk Socialrådgiverforening i Region Syd til TV Syd.
Bekymrende udtalelser
Truslen om fyringer er dybt bekymrende, mener kommunalforsker hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch. Han frygter, at det kan betyde, at nogle udsatte børn i fremtiden ikke vil få den behandling af kommunen, som de lovmæssigt har krav på, skriver JydskeVestkysten.
Ifølge Roger Buch sker det, fordi medarbejderne ved borgmesterens trussel i realiteten bliver pålagt at vælge mellem børn, der har brug for hjælp
- Lidt skarpt sat op er der en konflikt mellem Johnny Søttrup og lovgivningen. For det, borgmesteren reelt beder medarbejderne om, er at vælge mellem, hvilke udsatte børn der skal have hjælp, og hvilke der ikke skal. Det må medarbejderne ikke ifølge lovgivningen. De skal hjælpe alle udsatte børn, siger han.
Ifølge flere medier har Johnny Søtrup ikke ønsket at udtale sig yderligere om sagen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.