
ROSKILDE: Idéen med at uddanne nytilkomne flygtninge til lastvognschauffører har vist sig at være god. Udover at hjælpe flygtninge i job får transportbranchens noget af den arbejdskraft, den tørster efter. Samtidig bidrager det til, at transportbranchen generelt får øje på de nye flygtninge som værdifuld arbejdskraft, frem for kun at kigge til udlandet.
Af de 24 borgere, der har gået i 'Chauffør-klassen', er ni kommet i job, mens yderligere ni afventer køreprøven. Der er ventetid, når eleverne skal have tolk med. Når det store kørekort er i hus, venter jobbet. Derfor forventer kommunen også, at 18 ud af 24 elever kommer i job i løbet af i år:
- Det er på alle måder en win-win-historie. 18 borgere får job og bliver selvforsørgende, vi sparer 1,5 mio. kr. om året på ydelser til borgerne, og som bonus får vi statens resultattilskud, som ligger mellem 52.000-78.000 kr. pr. borger, hvis de beholder deres job i mere end seks måneder, siger Bent Jørgensen (V), formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget.
Chaufførskolen har været så stor en stor succes, at den har affødt to nye store projekter:
'Chauffør- og Lagerskolen', som uddanner godt 30 ledige fra Roskilde Jobcenter til transport- og lagerbranchen og 'Busklassen', som med løbende optag uddanner mænd og kvinder med flygtningebaggrund til busbranchen.
I løbet af de seneste 16 måneder er 94 flygtninge og sammenførte til flygtninge kommet i job, mens 63 flygtninge og sammenførte til flygtninge har minimum 190 timers lønnet arbejde pr. kvartal. 50 pct. af kommunens flygtninge og familiesammenførte til flygtninge er kommet i job efter tre års ophold i landet og dette resultat placerer Roskilde Kommune blandt de bedste kommuner ift. at hjælpe flygtninge i job.
MG
Fakta
- Samarbejdspartnere i Chaufførklassen, Chauffør- og Lagerskolen samt Busklassen:
Transportfirmaet (vognmandsfirmaet Viggo Petersen og deres vikarbureau Flyers) Køreskolen (DEKRA), Sprogcentret (CLAVIS Sprog & Kompetence) og kommunen (Integration/Roskilde Kommune) - Chauffør- og Lagerskolen er finansieret af et beløb på 3.345.000 kr., som Roskilde Kommune har fået til projektet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Målgruppen er udvidet, så det er nu alle borgere på kontanthjælp og modtagere af integrationsydelse, der får muligheden.
- Udover Chauffør- og Lagerskolen har et nyt tiltag i år set dagens lys i kommunens Integrationsafdeling, nemlig indsatsen KIBB (Kvinder i bæredygtig beskæftigelse), som skal bringe kvinder med flygtningebaggrund tættere på arbejdsmarkedet. Kvinderne er allerede nu kommet tættere på arbejdsmarkedet. 26 har været i praktik, syv i løntilskud og to har fået almindelig løn i nogle enkelte timer som supplement til deres løntilskud
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.