dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
DI og 13 kommuner vil af med erhvervs-bøvl
Vardes borgmester Mads Sørensen (V) og vicedirektør og smv-chef Kim Haggren, DI, til borgmestermøde i Industriens Hus tirsdag.
Foto: Thomas Arnbo, Dansk Industri

DI og 13 kommuner vil af med erhvervs-bøvl

Håbet er et frikommuneforsøg, hvor man kan luge ud i bureaukrati for små og mellemstore virksomheder.

En vildtvoksende jungle af regler, love, bestemmelser og krav er en klods om benet på dansk erhvervsliv.

Det mener Dansk Industri, som nu sammen med 13 kommuner drøfter mulighederne for et nyt frikommuneforsøg med frihed til at beskære "de værste statslige og kommunale administrative byrder, unødvendigt bøvlede regler og lange sagsbehandlingstider".

De 13 kommune er Varde, Gribskov, Køge, Nordfyn, Tønder, Hedensted, Høje-Taastrup, Horsens, Hvidovre, Solrød, Kerteminde, Esbjerg og Ringkøbing-Skjern.

- Med et frikommuneforsøg kan vi som kommuner på forsøgsbasis blive frigjort fra statslig lovgivning på en række områder, siger Vardes borgmester Mads Sørensen (V), som har taget initiativ til frikommuneforsøget sammen med Dansk Industri.

Forslaget lanceres tirsdag på et borgmestermøde i Industrien Hus i København. Det er første gang, at der kigges på forsøg med frikommuner på erhvervsområdet.

 - Statsministeren har i sin nytårstale erkendt, at der skal sættes ind for at begrænse mængden af ny lovgivning. Vi opfordrer derfor regeringen til at sige ja til et frikommuneforsøg på erhvervsområdet, hvor den enkelte kommune slippes fri til at fjerne bare noget af bøvlet, siger vicedirektør og SMV-chef hos DI Kim Haggren.

Tre konkrete områder

Det er især de små og mellemstore virksomheder, som døjer med de omfattende administrative byrder, mener initiativtagerne. Varde og DI nævner tre konkrete områder, hvor kommunerne kunne sætte ind i et frikommuneforsøg:

  • Byggesagsbehandling - sagsbehandlingstiderne er steget på tværs af hele landet og det er meget komplekst og omfangsrigt for virksomhederne.
  • Sygedagpenge - refusion er bøvlet, og det er svært at få en god dialog med kommunerne.
  • Klimatilpasning på tværs af kommuner - mange forskellige regelsæt, som ikke spiller sammen, og problemstillinger, som kommunerne ikke må løfte, som det ser ud i dag.

De mener, at dele af den nationale lovgivning er ude af trit med lokale forhold i de enkelte kommuner.

- Der er ikke nødvendigvis de samme behov i Varde som i Køge Kommune, så det er vigtigt, at kommunerne får frie tøjler til at kunne tilrettelægge deres opgaveløsning på en måde, der afspejler de behov og udfordringer, som de møder lokalt, siger Mads Sørensen.

ak

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.