
AARHUS: En 54-årig afghansk kvinde, som mistænkes for vanrøgt i sagen om to efterladte småbørn i det centrale Aarhus, blev mandag løsladt i et grundlovsforhør i retten.
Politiet opretholder dog sigtelserne mod kvinden, som efter eget udsagn er farmor til børnene. Det oplyste Østjyllands Politi på Twitter kort før klokken 18. Politiet havde krævet den 54-årige varetægtsfængslet.
Kvinden sigtes for to forbrydelser. Dels skal hun have hensat de to børn i hjælpeløs tilstand, og dels skal hun have udsat dem for vanrøgt. Sigtelserne er rejst efter paragraf 250 og paragraf 213 i straffeloven. Kvinden nægter sig skyldig.
Det oplyste politiinspektør Michael Kjeldgaard på et pressemøde mandag eftermiddag hos Østjyllands Politi i Aarhus.
Børnene anslås til at være henholdsvis ét og to et halvt år gamle. De blev fundet af en forbipasserende lørdag klokken 18.30 på Park Allé i Aarhus. Børnene er i kommunens varetægt og har det ifølge socialdirektør i Aarhus Erik Kaastrup-Hansen efter omstændighederne godt.
- De lader til at være sunde og velsoignerede, og deres adfærd er normal for børn i deres alder. Men de er selvfølgelig påvirkede af det, der er sket med dem, sagde socialdirektøren.
Leder fortsat efter forældre
Politiet leder fortsat efter forældrene til de to børn. Under efterforskningen af sagen har en borger henledt politiets opmærksomhed på en adresse i Ølgod nord for Esbjerg.
Her fandt politiet natten til mandag en 33-årig mand og en 25-årig kvinde, men ingen af dem har villet udtale sig til politiet.
De er derfor foreløbig tilbageholdt i tre døgn efter en bestemmelse i udlændingeloven, mens politiet forsøger at finde ud af, hvem de er, og om de eventuelt kan være forældre til børnene.
- Vi er i gang med at identificere dem for at se, om de har relation til børnene. Men noget tyder på, at de er afghanere, sagde politiinspektør Michael Kjeldgaard.
Han fortalte, at politiet havde overvågningsbilleder fra kameraer i og omkring Park Allé, hvor børnene blev efterladt. Men man kan ikke på billederne se den 54-årige efterlade klapvognen med de to børn.
Den cirka etårige pige er for lille til at have et sprog. Og da det ikke er lykkedes tolke at få noget meningsfuldt ud af drengen på cirka to et halvt år, er deres oprindelse fortsat uvis.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.