dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Fire kommuner tjener 345 mio. kr. på at investere i arbejdsløse

Silkeborg, Hjørring, Aabenraa og Ballerup sparer på bundlinjen ved at bruge penge på at skaffe ledige i arbejde. Beskæftigelsesministeren opfordrer flere til at tage ved lære
10. JAN 2018 6.39

Det kan som kommune betale sig at spytte en masse penge ind i at hjælpe ledige. Det viser en opgørelse, som beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har lavet for Folketingets beskæftigelsesudvalg.

De fire kommuner Silkeborg, Hjørring, Aabenraa og Ballerup vil tilsammen investere 373 mio. kr. ekstra i at få ledige borgere i beskæftigelse fra 2015-2021, til gengæld forventer de efterfølgende at høste besparelser på tilsammen 718 mio. kr. Dermed ender de med en gevinst på 345 mio. kr frem mod 2021, viser beregninger fra ministeriet ifølge Avisen.dk.

Det får beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til at sende en appel til landets øvrige kommuner.

- Jeg vil klart opfordre kommunerne til at se, hvad de her fire kommuner har gjort og lære af det, og jeg gør mit for at fortælle om deres erfaringer, når jeg kommer rundt i landet, skriver Troels Lund Poulsen i en mail til Avisen.dk.

Hjørring er en af de kommuner, der puttede penge i en ny beskæftigelsespolitik. 158 mio. kr. er investeret i at få de svageste ledige, kontanthjælpsmodtagere og sygemeldte i job, og kommunen har hurtigt fået tjent pengene ind igen, og endda fået et udbytte af det. Hjørring Kommune kan nemlig se frem til en besparelse på 312,7 mio. kr. og dermed en gevinst på 154,7 mio. kr. lige ned i lommen fra år 2015-2019.

Fokusér på det gode i borgeren
Byrådsmedlem Ivan Leth (S) var formand for arbejdsmarkedsudvalget frem til KV17 og med til at søsætte projektet, og vejen til succes skal ifølge ham findes i den store omlægning, som kommunen har gennemgået. Blandt andet har man ændret i opgaver og den måde, man ansætter på.

- Vi har sagt til medarbejderen: 'fokusér nu på det gode i borgeren og borgerens muligheder i stedet for at se på begrænsninger'. Det er egentlig logik for burhøns at tænke sådan, men sådan har man bare ikke gjort før, siger Ivan Leth.

Han mener, der har været alt for stor fokus på at kigge på proces og at placere borgere i skemaer, frem for at se på den enkelte borgere. I Hjørring Kommune valgte man blandt andet at sætte mængden af sager ned til 30 pr. sagsbehandler, og det gav luft til en bedre relation mellem borger og sagsbehandler, fortæller Ivan Leth.

Indsatsen startede tilbage i 2015 med at fokusere på borgere længst væk fra arbejdsmarkedet. Sidste år kunne den tilføje borgere på integrationsydelse og forsikrede ledige.

- Mange plejer at sige, at forsikrede ledige ikke har andre udfordringer end ledighed. Men det er noget forkvaklet vrøvl, for de kan også have udfordringer. Derfor gælder det om at komme hele paletten rundt, siger Ivan Leth.

Formandsposten i beskæftigelsesudvaget er efter KV17 overgået til Thomas Klimek (S).

mk

Fakta
Silkeborg
  98,2 mio. kr. i investering
220,8 mio. kr. i besparelse
122,6 mio. kr. i provenu

Hjørring
158,0 mio. kr. i investering
312,7 mio. kr. i besparelse
154,7 mio. kr. i provenu

Aabenraa
68,3 mio. kr. i investering
99,7 mio. kr. i besparelse
31,4 mio. kr. i provenu

Ballerup
48,6 mio. kr. i investering
84,7 mio. kr. i besparelse
36,1 mio. kr. i provenu

Kilde: Beskæftigelsesministeriet.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/fire-kommuner-tjener-345-mio-kr-p-at-investere-i-arbejdslse

GDPR