HØJE-TAASTRUP: Et flertal i Høje-Taastrup byråd bestående af De Konservative, DF, De Radikale og Enhedslisten har stemt for at sende regering og Folketing en opfordring om at flytte det specialiserede socialområde væk fra kommunerne. S og SF undlod at stemme for den endelige formulering.
Forslaget var stillet af De Konservative og med borgmester Michael Ziegler (K) som afsender af brevet med bl.a. følgende argumentation:
"Der bliver flere borgere i målgrupperne, og i de senere år har vi ydermere set en udvikling, hvor tyngden er vokset – altså hvor borgerne skal have mere hjælp. Konsekvensen er en voldsom udgiftsudvikling, som år for år langt overstiger væksten i vores samlede økonomi. Det kan gå nogle år. Måske har det endda givet et sundt ”effektiviseringspres” i en periode. Men det går ikke i længden. År for år har det ført til, at vi har klippet bidder af den kommunale kerneservice."
Savner klar retning
Kommunen har savnet en klar retning fra regering og Folketing og lister derfor i brevet tre spørgsmål op:
a) Ønsker I, at vi skal drive området for de penge, vi fik til at drive området ved kommunalreformen – og dermed at der skal arbejdes med serviceniveauer, som får pengene til at strække?
b) Eller ønsker I, at serviceniveauet skal fastholdes, velvidende at området bliver dyrere år for år på grund af væksten i antallet af borgere med behov?
c) Eller ønsker I, at serviceniveauet tilmed hæves med den konsekvens, at udgifterne yderligere stiger?
Spørgsmålene rundes af med borgmesterens konklusion "Jeres meldinger i debatten om området har ret konsekvent peget på c), men de årlige økonomiforhandlinger entydigt på a). Jeg beklager udtrykket, men I blæser med mel i munden!"
S ønskede hellere kompensation
Mens brevet fra flertallet slutter med sætningen "Derfor sender vi jer en klar opfordring om, at I flytter området væk fra kommunerne. Jo før, jo bedre", så havde Socialdemokratiet hellere set, at opfordringen gik på en bedre kompensation til kommunerne.
Men partiets ændringsforslag om i stedet at slutte brevet med sætningen: ”Derfor sender vi en klar opfordring til jer om, at I fremadrettet kompenserer kommunerne fuldt ud på området, eller modsat overvejer, at I flytter området væk fra kommunen", blev ikke vedtaget. Kun partiet selv og De Radikale stemte for det, De Konservative og DF var imod og SF og Enhedslisten undlod at stemme.
Et enigt byråd stemte til gengæld for et ændringsforslag fra Enhedslisten om, at Høje-Taastrup sideløbende med brevet aktivt i KL-regi tager initiativ til at intensivere det tværkommunale samarbejde på det specialiserede socialområde.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.