Fraværet af selvrefleksion og format er bekymrende

The never ending story er en engelsksproget tysk fantasy- og eventyrfilm fra 1984. Der kom siden vist nok både en toer, en treer og en firer…

På DR kan vi for øjeblikket læse, høre og se om en anden never ending story. Der er bare ikke meget fantasy eller eventyr i den historie. Tværtimod; det er virkelighed og nærmest mareridtsagtigt, ikke mindst for de børn  og unge, som  indsatsen – eller rettere den manglende - er gået ud over. Og så er den dansk – hele vejen igennem.  

Historien om opholdsstedskonstruktionen Hjorthøjgård i Nordjylland har sammen med en lang række artikler på DRs hjemmeside nu været hovedtema i to 21-søndage i træk.

Behandlingsture til ejerens safari i Sydafrika, bortsendelse af børn i forbindelse med besøg fra det Sociale Tilsyn, mange magtanvendelser på det samme 12 årige barn,  alvorlig af kritik af manglende faglige kompetencer og frem-og tilbagesalg af inventar mellem ejer og fond er blot nogle af de kritikpunkter, som DR har rejst mod koncernen.  

Hver gang et medie beskæftiger sig kritisk med udsatte børn og unge området giver det rystelser ind i de organisationer, der arbejder i feltet. Og det skal det gøre. Vi har brug for en kritisk presses frie adgang til informationer om, hvordan vi behandler vores allermest udsatte borgere.

Det går så at sige ud over os alle sammen, hver gang en negativ børn og ungesag rammer overskrifterne. Det må vi leve med. Jeg er mere bekymret for, at vi i 2018 tilbyder udsatte børn og unge forhold som dem, der er beskrevne i DRs udsendelser.

Denne historie er et eksempel på, at det vi troede ikke kunne ske, er sket. Med tilsynsreformen, der trådte i kraft 1. januar 2014 fik vi en lovgivning, der gav de sociale tilsyn pligt til at kontrollere kvaliteten af arbejdet på anbringelsesstederne, og at lukke de steder, der ikke lever op til standarderne i kvalitetsmodellen.

Dårlig dømmekraft
Når det sociale tilsyn, som de hævder, ikke har kunnet gøre mere end de har gjort, så har de ret og pligt til at bede ministeren om øgede beføjelser. Det har Socialtilsynet sikkert allerede gjort. Men det er en kendsgerning, at Hjorthøjgård stadig er i blandt os.  

Vi er også vidner til dårlig ledelsesmæssig dømmekraft og ansvarsforflygtigelse. Der er kun et sted man kan placere ansvaret for det der foregår: Det er hos ledelsen. Påtager man sig opgaver, man ikke har forstand på, stiger risikoen for overgreb betragteligt. Ligesom forsøg på at skjule, dække over og søforklaringer har det med at følge i slipstrømmen på underfrankering af opgaveløsninger.

Hvad der er mindst ligeså bekymrende i denne sag er fraværet af selvrefleksion og format. Der står altid står en kommune bag en anbringelse. Det er kommunen, der betaler for den indsats, som man kan forvente er form- og indholdsmæssigt forventningsafstemt og underskrevet af kommune og anbringelsessted.

Kommunen kan hjemtage de børn, der ikke får det rigtige tilbud. Og lade være med at anbringe der igen. 

Områdets aktører må forpligte sig på at skabe tydelig sammenhæng mellem indsatsens karakter og taksten – herunder at barnet eller den unge profiterer af indsatsen, hvilket betyder at barnet skal udvikle sig i henhold til de planer, der er lavet for indsatsen og i øvrigt får det bedre og lettere – udvikles og trives.

Fuld transparens
Vi skal tilbyde fuld transparens: Og at sende et barn væk i forbindelse med et tilsynsbesøg fordi barnet ifølge ledelsen ikke kan holde til et besøg af fremmede kan vel bedst betegnes som forsøg på at dække over forhold, man ikke ønsker opmærksomhed på.

Der findes ikke gode magtanvendelser. Der er kun de nødvendige, som omsorgsfuldt skal medvirke til ovennævnte. Ikke at indberette magtanvendelser er ulovligt.

Pædagogisk uddannede medarbejdere, der arbejder konkret med de udsatte børn og unge ER en af forudsætningerne for, at man kan opretholde og udvikle kulturer, der fremmer refleksiv faglighed, ordentlighed og rettidig omhu, som alt andet lige  er begreber, der skal kunne knyttes til vores arbejdsfelt.

Det er endvidere særdeles problematisk når – de heldigvis få aktører – som i dette tilfælde, direktionen på opholdsstedskonstruktionen Hjorthøjgårds, med sine finansielle transaktioner skaber mistanke om at økonomisk vinding er vigtigere end kerneydelsen: at gøre noget godt for nogen, der har det svært.  

Een løsning er sjældent svaret på komplekse problemstillinger. Her har Hjorthøjgård valgt rigtig mange – rigtig dårlige - løsninger.

Den konstituerede direktør for Hjorthøjgård, Søren Lynge-Steensgård, siger til 21 Søndag, at Hjorthøjgårds ledelse nu vil sætte en uvildig undersøgelse i værk af, hvad der foregik på akutafdelingen sidste sommer. The never ending story – fortsættes altså i næste nummer…

FADDs (Foreningen af døgn- og dagtilbud for udsatte børn og unge) formand Søren Skjødt