
Det er et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til respekt for privatliv, når chefen har adgang til en de sygemeldte ansattes fortrolige helbredsoplysninger. Det mener hovedorganisationen for offentlige og private ansatte, FTF.
En sag om en chef der havde fået adgang til en sygemeldt pædagogs fortrolige helbredsoplysninger, kom 24. januar for Højesteret, der afgjorde, at chefen havde fuld ret til oplysningerne.
Nu har FTF i samråd med pædagogernes fagforening BUPL klaget til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol over Danmark efter Højesteretsdommen. FTF peger på, at adgang til fortrolige oplysninger er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til respekt for privatlivet.
- Der er sket en overtrædelse af respekten for pædagogens privatliv, når personfølsomme oplysninger går videre fra læge til arbejdsgiver og ovenikøbet bliver spredt til en større kreds, siger Jakob Bjerre, der er advokat for FTF.
Han oplyser, at det kan tage flere år at få en dom for Menneskerettighedsdomstolen, hvis den overhovedet tager sagen.
Kan gå udover tilliden til samfundet
Klagen bakkes op af, at der ikke har været en nødvendig hjemmel til behandling, og at videregivelsen af oplysningerne til arbejdsgiveren ikke havde et legitimt formål. Herudover er det gjort gældende, at den offentlige myndighed, Jobcenteret, ikke har opstillet et tilstrækkeligt værn mod udbredelse, da oplysningerne blev videregivet til forældrebestyrelsen.
- Når vi rejser sagen, så er det jo også for at få ændret reglerne, så vi ikke risikerer, at syge holder oplysninger tilbage af frygt for, at de går videre til deres arbejdsgivere. Hvis en syg ikke fortæller alt til lægen, så risikerer man blot, at sygdommen trækker i langdrag, fordi den rigtige behandling ikke sættes ind i tide. Det kan hverken lønmodtagerne, arbejdsgiverne eller endsige samfundet være tjent med, siger Jakob Bjerre.
Ifølge FTF, er det helt grundlæggende for individets ret til privatliv og familieliv, at personlige oplysninger, heriblandt også helbredsoplysninger, bliver beskyttet.
- Det er skadeligt, ikke bare for den syge, men også for samfundet, hvis patienter af frygt tilbageholder vigtige oplysninger for deres læge og dermed hæmmer behandlingen, siger Jakob Bjerre.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.