HELSINGØR: I en mail fra Socialtilsyn Hovedstaden til Helsingør Kommune slår tilsynet fast, at kommunens regler om smitteforebyggelse på et botilbud var for vidtgående i forhold til beboernes selvbestemmelsesret, og at der ikke var belæg for dem i loven eller i sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Det skriver Politiken, der har fået aktindsigt i mailen.
Reglerne gik ud på, at beboere, som havde været uden for botilbuddet for eksempelvis at besøge familie eller gå en tur, skulle gå ind i deres bolig gennem deres havegang, tage deres tøj af, vaske det ved 80 grader og gå i bad, før de måtte betræde botilbuddets fællesarealer. Kommunen understreger i avisen, at det skete for at skærme særligt udsatte borgere og ikke udnytte covid-19 til at tage rettigheder fra dem.
Den 18. marts påbød Styrelsen for Patientsikkerhed kommuner at forbyde besøg på botilbud, plejehjem mm. Social- og Indenrigsministeriet præciserede den 30. marts i et brev til kommunerne, at personer, som bor på et botilbud, ikke kan nægtes adgang efter at have været uden for botilbuddet. Det skete efter henvendelser fra både kommuner, pårørende og interesseorganisationer, og det er her, Helsingørs regler ifølge tilsynet var for restriktive.
Flere eksempler på overfortolkning
Institut for Menneskerettigheder peger i en ny rapport på, at reglerne generelt er blevet overimplementeret i sociale botilbud. Undersøgelsen er dog kun baseret på 20 kvalitative interviews med pårørende fordelt på forskellige typer af botilbud.
Tal fra Landsforening LEV viser ifølge rapporten, at 55 pct. af de pårørende angiver, at kommunen eller botilbuddet afviser, at den pårørende må tage en beboer med på tur eller hjem på et besøg.
- Vi har afdækket flere eksempler på, at botilbuddene er gået længere end reglerne tillader for at undgå smittespredning, og undtagelserne til besøgsrestriktionerne kun har været brugt i meget begrænset omfang. Det er tydeligt, at de menneskelige omkostninger for beboerne og deres pårørende har været meget store, siger Nikolaj Nielsen, jurist og teamleder hos Institut for Menneskerettigheder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.