Kompensationen for tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der passer deres syge og handicappede børn, svinger voldsomt efter, hvor i landet de bor.
Det afslører en omfattende aktindsigt, som Avisen.dk har søgt blandt landets 98 kommuner.
Mellem de to kommuner, der sidste år gav mest og mindst, var der mere end 118.000 kroners forskel, viser aktindsigten.
Skævvridning er uhensigtsmæssig
I Hørsholm blev der gennemsnitligt tildelt 147.517 kr. per borger, der havde fået tildelt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. I Morsø Kommune lå det samme beløb på 29.128 kr.
Den skævvridning er uhensigtsmæssig, mener Thorkild Olesen, der er formand for Danske Handicaporganisationer (DH).
- Vi hører rigtig tit fra vores medlemsorganisationerne om den meget store forskel på, hvad man får af støtte fra kommune til kommune. Det er reelt set et rigtig stort problem, at man ikke kan vide, om man får den støtte, man har behov for, siger DH-formanden til Avisen.dk.
Afviser lave ydelser
Peder Hanghøj, der er direktør for Børn og Kultur i Morsø Kommune, afviser, at kommunen bevidst har tildelt lave ydelser.
- Vi har forsøgt at følge den lovgivning, der er, og det er ikke en bevidst strategi, at vi skulle ligge lavest. Det er da klart, når man ser opgørelsen, bliver man da nysgerrig på, hvorfor vi ligger, hvor vi gør. Vi vil da kigge på vores praksis, siger han til Avisen.dk.
Rundhåndet praksis
I Hørsholm erkender leder af myndighedsområdet Jeanne Bertelsen, at kommunen tidligere nok har været for gavmild.
- Når du siger, at vi ligger højt økonomisk, så må jeg også konstatere, at vi igennem en årrække har haft 'højt til loftet' i disse sager. Forstået på den måde, at vi har haft en rundhåndet praksis, hvor vi i nogle sager har overkompenseret for eksempel i forhold til vurderingen af behovet for tabt arbejdsfortjeneste og derved, hvor mange timer man er berettiget til at få økonomisk kompensation for, siger hun til Avisen.dk.
Sidste år fik 13.662 forældre udbetalt tabt arbejdsfortjeneste. Og det efterlod kommunerne med en samlet regning på lidt over en mia. kr., viser kortlægningen fra Avisen.dk.
Kommuner kan tildele forældre erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis de skal passe deres syge eller handicappede barn. Det sker efter servicelovens §42. Tallet angiver, hvad kommunerne giver i gennemsnit til de forældre, der bliver tildelt kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.
Top-10
- 147.517,27 kr. Hørsholm
- 138.858,74 kr. Sønderborg
- 128.273,04 kr. Gentofte
- 126.545,86 kr. Furesø
- 124.144,30 kr. Fredensborg
- 119.059,55 kr. Haderslev
- 118.371,77 kr. Dragør
- 112.412,60 kr. Vallensbæk
- 111.590,45 kr. Nordfyn
- 105.161,11 kr. Faxe
Bund-10
- 49.399,47 kr. Odder
- 48.883,30 kr. Tønder
- 46.913,10 kr. Billund
- 45.647,80 kr. Holstebro
- 43.086,82 kr. Lemvig
- 42.085,78 kr. Ærø
- 38.026,21 kr. Herning
- 33.156,31 kr. Varde
- 32.758,62 kr. Ringkøbing-Skjern
- 29.128,25 kr. Morsø
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.