
Når de sidste kommuner i dag har genåbnet deres skoler og dagtilbud, ligger der flere steder en usædvanlig hjælpe-rokade bag.
Nogle steder vil det nemlig være jurister, jobkonsulenter, bibliotekarer eller tandplejere, som nu indgår i den ekstra rengøring eller pasningsopgaver på institutionerne.
I Randers har 52 medarbejdere, som normalt arbejder i arbejdsmarkedsafdelingen, meldt sig til andre opgaver, mens deres normale jobfunktioner er lukket ned. Mange af dem gør nu rent i stedet.
Det sker som følge af en fællesaftale mellem kommunen og de faglige organisationer.
- Det er dejligt at komme ud og være med til at gøre en forskel. Og faktisk er det også virkelig interessant at prøve at komme ud i et af de job, jeg til daglig for eksempel sender folk ud i virksomhedspraktik i, siger Jeanne Crump, der normalt er virksomhedskonsulent, i en pressemeddelelse.
Ekstra hænder i børnepasning
I Hillerød har det faste personale på institutioner og skoler fået assistance fra 112 medarbejdere, der normalt har andre opgaver, skriver Frederiksborg Amts Avis.
- Vi har trukket vod gennem alle kommunens områder, og alle afdelinger bidrager i større eller mindre omfang, siger kommunaldirektør Erik Nygreen til avisen.
Udover de 112 omplacerede medarbejdere har Hillerød ansat 68 pædagogmedhjælpere. De ekstra folk skal hjælpe med at sikre, at retningslinjerne om afstand og håndvask bliver overholdt, og at det kan lade sig gøre at dele børnene op i mindre grupper. De har fået en oplæring i fredags, ikke mindst i, hvordan man gør det trygt for børnene at vende tilbage.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.