
LYNGBY-TAARBÆK: En ekstern undersøgelse af, hvordan kritik af Lyngby-Taarbæks børnesager er blevet håndteret, konkluderer, at der ikke er grundlag for kritik af hverken den ledelsesmæssige eller personalejuridiske håndtering af forløbet. Det skriver Sjællandske Nyheder på baggrund af en aktindsigt.
Som omtalt i april satte økonomiudvalget dengang gang i en ekstern undersøgelse af de sagsskridt, der var taget, efter at medarbejdere havde kritiseret arbejdsmiljøet i myndighedsafdelingen for det specialiserede børneområde.
Samtidig blev der sat gang i en ekstern gennemgang af sager, ligesom der blev taget konkrete initiativer til at styrke arbejdsmiljøet og sikre den faglige kvalitet.
- Vi ser med stor bekymring og alvor på sagen. Vi har at gøre med sårbare børn og familier, og det er derfor afgørende, at kvaliteten af vores arbejde er god og stabil. Det ligger os samtidig særdeles meget på sinde, at vi er en attraktiv arbejdsplads med medarbejdere, der er glade for deres arbejde, trives og oplever at have et godt arbejdsmiljø, sagde direktør Edda Stavnsbjerg Heinskov i en pressemeddelelse.
Økonomiudvalget afsatte samtidig en ramme på op til 5 mio. kr. til indsatsen for at sikre hurtig handling.
To eksperter, Roger Buch og Sten Bønsing, vurderer overfor Sjællandske Nyheder, at den eksterne undersøgelse er ufuldstændig, når den alene baseres på skriftlige dokumenter fra forvaltningen.
Til det svarer borgmester Sofia Osmani (K), at målet med undersøgelsen har været læring i organisationen, og at den har tjent det formål. En anden og mere omfattende undersøgelse ville have krævet en anden økonomi, påpeger hun og minder om, at en enig kommunalbestyrelse har afsat ekstra ressourcer til at rette op på forholdene og vil følge udviklingen nøje.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.