Reformkommissionen er tirsdag kommet med sit tredje udspil. Denne gang om unge og voksne på kanten af arbejdsmarkedet, og et af forslagene retter sig mod indvandrere og efterkommere i Danmark.
Konkret lyder anbefalingen på at indføre en forsøgsordning, hvor der ved jobrekruttering til statslige stillinger skal indkaldes mindst én kvalificeret ansøger med indvandrerbaggrund til samtale.
Det handler, skriver kommissionen, om at få arbejdsgiverne til at gå forrest i kampen om at forebygge diskrimination i rekrutteringen. Her er staten en stor arbejdsgiver.
"Hvis der er gode resultater med forsøgsordningen, kan det være med til at inspirere private arbejdsgivere, kommuner og regioner til at implementere lignende ordninger", skriver kommissionen i den nye rapport.
Bevidst og ubevidst diskrimination
Der kan ved jobrekruttering både være bevidst og ubevidst etnisk diskrimination, mener Reformkommissionen. Den lægger sig ikke konkret fast på, hvordan det skal vurderes, om en ansøger er kvalificeret.
Kommissionen skriver dog, at definitionen bør være baseret på faglige kvalifikationer og udarbejdes af arbejdsgiver på forhånd. Det anbefales desuden, at definitionen af en person med indvandrerbaggrund læner sig op ad Danmarks Statistiks definition for indvandrere og efterkommere.
Ifølge den definition er en indvandrer en person, der er født i udlandet, og hvor ingen af forældrene er danske statsborgere eller født i Danmark. Efterkommere er personer, der er født i Danmark, men hvor ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark. Hvis en eller begge forældre opnår dansk statsborgerskab, vil børnene ikke længere være defineret som efterkommere.
I samme ombæring foreslår kommissionen et forsøg, hvor udvalgte statslige myndigheder har en anonymiseret jobsøgning frem til første samtale. Det vil sige, at køn, navn og etnicitet ikke skal fremgå af ansøgninger og cv til stillinger.
I alt er der i Danmark cirka 911.000 indvandrere og efterkommere. Det svarer til 15,4 procent af den samlede danske befolkning, der er på 5,9 millioner mennesker.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.