Ifølge Danmarks Statistik blev der iværksat cirka 8000 anbringelser af børn i alderen 0-17 år uden for hjemmet fra 2022 til 2024. (Arkivfoto).
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Kommuner bryder loven i flertal af sager om udsatte børn

I 69 procent af sager om anbragte børn er der fejl i behandlingen ifølge Rigsrevisionen, som udtrykker kritik.
9. APR 2026 12.51

Kommuner overholder ikke loven i et flertal af sager om udsatte børn. Det viser en ny beretning fra Rigsrevisionen, som er en uafhængig institution under Folketinget.

I 69 procent af de undersøgte sager om anbringelse eller støtte til børn og unge er der fejl i sagsbehandlingen, som udgør brud på lovgivningen.

Rigsrevisionen betegner kommunernes sagsbehandling som "kritisabel".

Social- og Boligministeriet får skarp kritik for ikke at have grebet tilstrækkeligt ind, selv om problemerne har været kendt i flere år.

Ifølge beretningen er ministeriets indsats "meget utilfredsstillende".

I sagen kommer Statsrevisorerne med deres skarpeste grad af kritik. Statsrevisorerne har som opgave at kontrollere, om staten og virksomheder bruger skatteborgernes penge effektivt, korrekt og efter loven.

- Statsrevisorerne påtaler skarpt, at kommunernes behandling af anbringelsessager i 69 procent af sagerne ikke overholder ét eller flere af lovkravene til sagsbehandlingen, lyder det i en beretning.

En anbringelse er, når en kommune beslutter at flytte et barn fra forældrene og anbringe det på for eksempel et børne- eller ungehjem eller hos en plejefamilie.

Ifølge Danmarks Statistik blev der iværksat cirka 8000 anbringelser af børn i alderen 0-17 år uden for hjemmet fra 2022 til 2024.

Manglende oplysninger

Fejlene i sagsbehandlingen betyder, at der i en række tilfælde mangler centrale oplysninger om barnets situation, når der bliver truffet afgørelser om anbringelse eller støtte.

Rigsrevisionen peger på, at manglerne kan have alvorlige konsekvenser for de berørte børn og unge, fordi afgørelserne dermed ikke nødvendigvis træffes på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.

For 21 procent af børnene var der ikke lavet en børnefaglig undersøgelse et halvt år efter afgørelsen om anbringelsen, selv om den skal udarbejdes inden.

For 47 procent af børnene er der ikke rettidigt udarbejdet en barnets plan, som skal sikre barnets trivsel og udvikling, mens barnet er anbragt.

Social- og Boligministeriet har i mindst 20 år kendt til, at kommunerne ikke overholder lovkrav til sagsbehandlingen, når de anbringer børn, men har ifølge Rigsrevisionen ikke fulgt op i tilstrækkelig grad.

Ministeriets og kommunernes indsats på området blev også kritiseret for ti år siden, lyder det desuden fra Statsrevisorerne.

- Konsekvensen kan være, at lovens formål om, at anbragte børn skal kunne opnå de samme muligheder for omsorg, læring, personlig udvikling, trivsel, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende, ikke opnås, skriver Statsrevisorerne.

Rigsrevisionen anbefaler, at ministeriet styrker sit tilsyn og i højere grad følger op på, om kommunerne lever op til reglerne.

Ikke dokumenteret effekt

Statsrevisorerne har senest i 2023 kritiseret, at kommunerne ikke overholder lovkravene til sagsbehandlingen, når de anbringer børn, og at ministeriet ikke i tilstrækkelig grad har understøttet, at lovkrav efterleves.

Statsrevisorerne har også kritiseret ministeriet for ikke at kunne dokumentere effekten af initiativer.

En anbringelse kan ske med eller uden samtykke fra barn og forældre. Børn er i gennemsnit 12 år, når de anbringes, og hver femte anbringes uden samtykke.

Cirka fire procent af en årgang har været anbragt i kortere eller længere tid i løbet af deres opvækst. Det viser tal fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive.

/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/kommuner-bryder-loven-i-flertal-af-sager-om-udsatte-boern

GDPR