DK Nyt
DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Kommuner får lov til at bortadoptere børn fra fødslen

Politisk flertal bag aftalen Børnene Først, hvorefter børn kan bortadopteres direkte uden mellemstation i midlertidig plejefamilie.
11. MAJ 2021 16.01

De mest udsatte børn og unge samt deres forældre skal have bedre hjælp fremover, end de får i dag. Det mener et bredt flertal i Folketinget, som tirsdag præsentererde aftalen "Børnene Først" i Socialministeriet i København.

Alle partier undtagen Nye Borgerlige er med i aftalen, som giver kommunerne mulighed for at beslutte, at børn skal bortadopteres umiddelbart efter fødslen. Disse børn skal straks efter fødslen hjem med deres adoptivfamilie, uden først at skulle anbringes hos en midlertidig plejefamilie.

"De børn, hvor en beslutning om adoption kan træffes før fødslen, er børn, hvis forældre har en så begrænset omsorgsevne, at de aldrig vil kunne tage vare på barnet, og barnet derfor vil skulle bortadopteres", fremgår det af aftaleteksten.

Regeringen præsenterede i januar sit udspil til en børnereform, og netop elementet med bortadoptioner, som besluttes inden fødslen, vakte stor debat dengang. Forslaget mødte både kritik og opbakning.

Børn over ti år får partstatus

Statsminister Mette Frederiksen (S) gjorde det i sin nytårstale 1. januar 2020 klart, at regeringen ønskede flere tvangsfjernelser.

På grund af coronakrisen gik der imidlertid et år, inden regeringen fik udarbejdet et udspil til en børnereform. Tirsdagens aftale sender fuldt indfaset 733,8 mio. kr. om året til området med udsatte børn og unge.

Fra i år og frem til og med 2028 bliver der sat forskellige millionbeløb af, som fra næste år og frem bliver trecifret, og som topper med 819,9 mio. kr. i 2028.

Aftalen indeholder også en Barnets Lov, som overordnet set skal give børn flere rettigheder. Det indebærer blandt andet, at børn over ti år får selvstændig partstatus og selv kan klage til Ankestyrelsen over en afgørelse om for eksempel anbringelse.

Såkaldte familiehuse skal udbredes over hele landet og sørge for, at kommende forældre og sårbare småbørnsforældre kan få bedre støtte og vejledning.

Ritzau

Se aftaleteksten.