
Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti og De Radikale indgået en politisk aftale om en erhvervs- og iværksætterpakke.
Samlet afsættes 14,7 mia. kr. frem til 2025 til at styrke dansk erhvervsliv og skabe en stærk iværksætter- og aktiekultur blandt andet med en aktiesparekonto. Samtidigt kan danskerne blandt andet se frem til lavere afgifter på typiske grænsehandelsfølsomme varer og en lempelse af elvarmeafgiften til gavn for vedvarende energi.
Men pengene skal komme et sted fra, og kommunernes økonomi bliver næsten ikke ramt af konsekvenserne, når partierne skal finde pengene i budgettet. Næste år koster pakken 700 mio. kr. stigende til 2,2 mia. kr. i 2023.
Dog er der ét sted, den nye pakke kommer til at påvirke kommunerne. Som en del af besparelserne sker der nemlig, hvad regeringen har valgt at kalde en 'forenkling af den økonomiske styring af beskæftigelsesindsatsen'.
Det betyder, at den nuværende styringsmodel for beskæftigelsesindsatsen skal være mere simpel. For kommunerne betyder det, at statsrefusionen afskaffes, og at kommunerne nu hænger på regningen alene.
I stedet vil kommunerne med budgetgarantien ifølge regeringen blive kompenseret for udgifterne til beskæftigelse. Det skal i alt over de næste år bidrage med 870 mio. kr.
Staten refundrerer i dag op til 50 pct. af kommunernes udgifter til aktivering i vejlednings-, opkvalificerings- og mentorforløb under et driftsloft. Refusionen varierer, alt efter, hvornår i ledighedsforløbet den ledige bliver tilbudt en aktivering.
Formålet med det er at få de ledige hurtigere i gang med aktivering, fordi kommunerne i så fald får penge.
Med ændringen ryger refusionen til driftsudgifter til aktivering for modtagere af dagpenge, kontant- og uddannelseshjælp, integrationsydelse (personer der ikke er omfattet af integrationsprogrammet), sygedagpenge, ledighedsydelse og revalidender.
Regeringen vurderer, at kommunerne med den nye model kommer til at tænke mere i indsatser over for den enkelte borger, og at den ledige dermed også kommer hurtigt i job.
Det store læs i forbindelse med pakken kommer DSB til at trække. Her vil parterne nedsætte kontraktbidraget med 207,3 mio. kr. i 2018, 250 mio. kr. i 2019, 320 mio. kr. i 2020 og 380 mio. kr. i 2021.
Læs mere om erhvervs- og iværksætter pakken hos regeringen.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.