
Kommunerne skal fremover samarbejde mere om at overvåge kapacitetsbehovet og -udviklingen på botilbudsområdet, og det skal foregå i regi af KKR.
Det er en del af den nye økonomiaftale, som blev indgået tirsdag. Samarbejdet skal især gælde botilbud til borgere med særligt komplekse behov.
Aftalen om øget samarbejde i KKR er blot seneste tiltag i en lang række, som skal forsøge at standse den udgifts-eksplosion på det specialiserede socialområde, som har præget de seneste år.
Blandt andet blev der i økonomiaftalen for 2024 afsat en botilbudspulje, som ifølge parterne allerede har bidraget positivt til at skaffe flere botilbud.
I alt må der bruges 1,5 mia. kr. i perioden 2024-2026 på at etablere nye botilbud, uden at de skal regnes med i den samlede anlægsramme. Ifølge den nye aftale må kommunerne bruge 0,7 mia. anlægskroner i 2026, som ikke tæller i anlægsregnskabet.
De to parter er enige om at drøfte en forlængelse af puljen, når der skal forhandles økonomi næste år. Ligeledes vil regeringen senere på året søge Folketingets opbakning til et nyt takstsystem.
Succes i KKR Sjælland
Og så skal et øget kommunalt samarbejde i KKR-regi altså være med til at sørge for, at kapaciteten udnyttes og udbygges bedst muligt.
Et sådant samarbejde er allerede i gang blandt de 17 kommuner i KKR Sjælland efter snart to års tilløb. Og spørger man kommunaldirektør i Ringsted Kasper Sonne, fungerer det rigtig godt.
- Vi har fået mere struktur på samarbejdet, og det er blevet mere forpligtende, end vi har oplevet tidligere, fortæller han til DK Nyt.
De 17 kommuners byråd har alle godkendt retningslinjer, som blandt andet betyder, at forvaltningen nu tjekker, om der er ledige pladser i andre kommuners botilbud, før de køber hos private, at ingen nedlægger eller opretter nye botilbud uden at have talt med de øvrige kommuner, og at man er åbne om tilbud og priser.
- Rammeaftaler har eksisteret i mange år, så ambitionen om at samarbejde har eksisteret længe. Det flotte i denne proces har været, at der nu er kommet et helt andet ejerskab til samarbejdet i de 17 kommuner, også politisk, siger Kasper Sonne.
Ringer og mailer
Primært foregår samarbejdet ved, at de relevante medarbejdere mailer eller ringer sammen. Der er overvejelser om at lave en platform, der viser, hvor der løbende er ledig kapacitet, men egentlig fungerer det andet ok, mener kommunaldirektøren.
På den måde taler kommunerne med hinanden om, hvordan de håndterer sager med borgere med særlige behov, som skal tilgodeses.
- Måske er der et tilbud i en anden kommune, som kan håndtere den problemstilling, især hvis man er dynamisk i forhold til, hvordan man ser på målgrupper. Nogle private tilbud er dygtige til at justere indsatsen efter, hvem borgeren er, og det kan vi også blive bedre til - at et tilbud måske kan rumme et bredere spektrum af målgrupper, siger Kasper Sonne.
På samme måde er der blevet mere kontakt mellem dem, som forhandler kontrakter og priser.
- Det har rykket koordinering længere op på dagsordenen. Vi er blevet meget, meget bedre til at arbejde sammen på tværs, konkluderer han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.