
I kommunerne gør man alt for at sikre, at det sker frivilligt, når forældre får fjernet deres børn.
Erfaringen er, at børnene har det bedre, når der er tale om en frivillig anbringelse, og derfor er formand for Børne- og Kulturchefforeningen Anne Vang uenig med statsministeren i, at flere børn skal fjernes med tvang.
Børne- og Kulturchefforeningen er en faglig forening for kommunale chefer og direktører inden for blandt andet børne- og familieområdet.
- Vi er uenige med statsministeren i, at det er en god idé at sætte et måltal om at tvangsfjerne flere, siger Anne Vang og fortsætter:
- Vi gør i kommunerne vores allerbedste for at sikre, at det bliver frivillige anbringelser og ikke tvangsanbringelser. Det er, fordi vi har erfaring med, at børnene har det bedre, når det er frivilligt.
- I det omfang, det overhovedet kan lykkes med forældretræning og behandling og forebyggende indsatser, som kan sikre, at et barn kan være hos sine forældre, så er det en god idé, siger hun.
I sin nytårstale sagde Mette Frederiksen (S), at nogle forældre får for mange chancer. Berøringsangsten skal væk, og børn skal fjernes tidligere.
Til Jyllands-Posten uddyber hun, at det er hendes holdning, at man ikke altid bør afvente en frivillig anbringelse baseret på samarbejde med forældrene. Desuden er det ikke altid en fordel, hvis børn fortsætter med at se deres forældre. Det kan ifølge statsministeren forhindre nogle børn i at komme videre.
Det vinder dog ikke gehør hos Anne Vang.
- Vi kan jo se, at det gør børnene bedre, når der er tale om en frivillig anbringelse. Og det er vi som kommuner jo nødt til at forholde os til, siger hun.
Seniorforsker Anne-Dorthe Hestbæk fra Vive har i mange år forsket i anbringelser af børn og unge, og hun vurderer, at det kun er et mindretal af sagerne, hvor der vil være behov for at afbryde kontakten mellem børn og forældre.
- Jeg vil betragte det som undtagelsestilstande. Kommunernes store opgave er at få disse forældre til at blive den bedste udgave af sig selv. Uanset om barnet er hjemtaget eller anbragt resten af sit liv, siger Anne-Dorthe Hestbæk.
Statsministeren sagde desuden i nytårstalen, at hun mener, at flere børn skal tvangsbortadopteres og altså fjernes permanent fra deres forældre. Ifølge Statsministeriet er 35 børn siden 2015 bliver bortadopteret med tvang, og det er ikke Anne-Dorthe Hestbæks vurdering, at mange flere børn bør bortadopteres.
- Det er ud fra min betragtning det antal, der er behov for. Jeg vil tro, at man godt kan finde ti nyfødte med forældre, der er så syge af misbrug eller psykisk sygdom, at man kan overveje, om barnet bør bortadopteres. Men jeg tror ikke, at der er belæg for, at det tal bør vokse meget, siger hun.
Først og fremmest er der behov for viden på området.
- Vi har ikke særlig meget samlet viden eller forskning om, hvem der bliver bortadopteret. Og vi har slet ingen dansk forskning om, hvordan det går fremover, siger Anne-Dorthe Hestbæk.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.