
LANGELAND / IKAST-BRANDE: Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) stopper planerne om et udrejsecenter på Langeland, skriver ministeriet på sin hjemmeside.
Regeringen oplyste i sidste uge, at den agtede at oprette centret, der skulle huse 130 udviste, kriminelle udlændinge, på Langeland. Det blev mødt med stor modstand lokalt og i oppositionen i Folketinget, men det blev også mødt med modstand fra regeringens støtteparti SF, der har borgmesterposten på Langeland.
- Det er meget tydeligt, at der er et flertal i Folketinget, som er imod at etablere et nyt udrejsecenter på Langeland. Det er jeg selv lidt ærgerlig over, men jeg har også hele tiden sagt, at jeg kommer ikke til at tromle hen over et flertal i Folketinget. Trods alt, sagde Mattias Tesfaye tirsdag aften til DR.
Sorteper bliver hos Kærshovedgård
Som resultat af, at regeringen stopper oprettelse af et nyt udrejsecenter på Langeland, bliver de omkring 130 tiltænkte beboere til det nye udrejsecenter boende på Kærshovedgård ved Bording i Ikast-Brande Kommune.
Mattias Tesfaye synes, at borgerne i det område "har båret en stor opgave på vegne af hele det danske samfund i nogle år, og det er regeringens holdning at de burde aflastes", siger han til DR. Han pointerer, at partierne i Folketinget altid er velkomne med forslag til andre mulige placeringer.
- Det fremgår meget klart af loven, at det er en beslutning, som skal træffes her i ministeriet, og det er ministeren, der skal stå til ansvar for beslutningen. Situationen har ændret sig, må man sige. Nu er vi i en situation, hvor Folketinget gerne vil have indflydelse. Hvis man påtager sig magten over et område, påtager man sig også ansvaret, siger han til DR.
Ikast-Brande: Løftebrud
I Ikast-Brande Kommune kalder viceborgmester Simon Vanggaard (DF) det "stærkt utilfredsstillende", hvis udrejsecentret alligevel ikke flyttes fra Kærshovedgård
- Socialdemokratiet gik til valg på at finde en løsning, en anden løsning end øen Lindholm, der set med mine øjne var rigtig god. Det løfte ser de ud til at bryde her, siger Simon Vanggaard.
Han kalder de udviste kriminelle på udrejsecentret for "en markant del af bybilledet" i Bording og omegn. Han nævner, at der sker tyverier i området nær centret, og adspurgt hvordan han kan vide, at det er beboere på Kærshovedgård, der står bag, svarer han:
- Jeg tror, det er ret tydeligt for folk i og omkring Bording at se, om det er personer fra udrejsecentret eller fra Bording og omegnen. Så stor en by er det ikke, og så stor diversitet er der heller ikke i forhold til befolkningssammensætning, så det tænker jeg er ret nemt at vurdere, siger han.
Ikke Langeland, men hvor så?
På Langeland er glæden mindst lige så stor som utilfredsheden i Ikast-Brande. Omkring 250 langelændere havde tirsdag taget turen til Christiansborg for at demonstrere mod planerne.
Med held, men det er ifølge flere partiledere i oppositionen et svigt, at regeringen ikke i stedet for Langeland går i gang med at finde en ny placering, fx på øen Lindholm, som den tidligere regering foreslog.
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, afviser et forslag fra De Radikale og SF om at at splitte de 130 tiltænkte beboere op og fordele dem over flere steder i landet. "Det tror jeg ikke er en løsning af hensyn til ophold- og meldepligt. Det er en teoretisk løsning", siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.