DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Ledigheden faldt i marts efter måneder med stigning

I marts var der 128.600 ledige - 1.800 færre end i februar.
29. APR 2021 8.41

Efter to måneder med stigende ledighed faldt arbejdsløsheden i marts. Her faldt antallet af ledige, når der korrigeres for sæsonudsving, med 1.800 personer til 128.600 personer.

Det svarer til, at ledigheden i marts faldt til 4,5 pct., viser tal fra Danmarks Statistik. I februar var den på 4,6 pct. Det hidtil højeste niveau under coronakrisen var i maj sidste år, hvor ledigheden var på 5,5 pct.

Ifølge cheføkonom Las Olsen, Danske Bank, blev udviklingen hjulpet på vej af travlhed i blandt andet byggeriet.

En del af samfundet genåbnede også i marts, men det var ifølge økonomen en begrænset åbning. Blandt andet fik udvalgsvarebutikkerne lov til at slå dørene op. Restauranter og barer har dog først kunnet genåbne i april.

- Vi skulle gerne se nogle markant bedre tal i april og maj, når der for alvor skal ansættes folk til for eksempel restauranter igen.

- Tallene for arbejdsløshed omfatter ikke de mange, der er sendt hjem med lønkompensation, så reelt er udsvingene i økonomien noget større, skriver han i en kommentar.

24.490 flere ledige end før corona

Siden corona ramte Danmark i starten af marts sidste år, er ledigheden faldet i 8 ud af 13 måneder.

Faldene har dog været større, hvilket betyder, at der er 24.490 flere ledige end i februar 2020, inden corona ramte. Her var ledigheden på 3,6 pct. - det laveste niveau siden 2009.

Ifølge cheføkonom Jeppe Juul Borre, Arbejdernes Landsbank, vil den næste tid byde på yderligere bedring.

- Genåbningen kommer til at fungere som en fjeder for dansk økonomi, der springer i vejret over den kommende tid.

- Feriepengene og vaccineudrulning tilføjer hertil både ekstra og længere springkraft, skriver han i en kommentar.

I kølvandet på finanskrisen toppede arbejdsløsheden på 6,2 pct. i august 2010, hvor knap 166.000 personer var ledige. Ledigheden nåede samme niveau i april, maj og juni i 2012.

Ritzau