Omtrent hver anden offentlig ansat bruger tid uden for arbejdstiden mindst hver uge for at sikre, at de kan løse deres arbejdsopgaver 'i en ordentlig kvalitet'. Det viser en ny undersøgelse, Megafon har lavet blandt 2.851 offentligt ansatte fra 25 forskellige lønmodtagerorganisationer.
Deltagerne i undersøgelsen kommer blandt andet fra Danmarks Lærerforening, HK Kommunal, Dansk Sygeplejeråd og Socialpædagogerne.
17 pct. svarer, at de bruger tid uden for arbejdstiden hver måned. 19 pct. svarer 'sjældnere', mens det for ni pct. aldrig sker.
Socialpædagoerne vil tage problemstillingen med til forhandlingsbordet, når der skal forhandles overenskomster til foråret, fortæller formanden for Socialpædagogerne, Benny Andersen:
- Uden så engagerede ansatte var det mange steder ikke muligt at få en dagligdag til at hænge sammen. Det bør arbejdsgiverne anerkende, siger han.
Hos arbejdsgiverne kan formanden for KL's løn og personaleudvalg, Michael Ziegler (K), ikke genkende billedet fra undersøgelsens konklusion.
- Det stemmer ikke med det billede, vi får i vores dialog med kommunerne, og vi har da heller ikke nogen sager om det. Hvis der er medarbejdere, der har svært ved at nå deres opgaver inden for arbejdstid, er det noget, der skal drøftes lokalt med deres nærmeste leder, siger Michael Ziegler i en skriftlig kommentar.
FAKTA:
Spørgeskemaundersøgelsen er foretaget af Megafon i perioden 8. juni til 3. juli 2017.
Til undersøgelsen blev anvendt en stikprøve på 14.801 medlemmer, som er erhvervsaktive i kommuner og regioner.
Der blev gennemført 2944 interview, hvoraf 2851 var ansat i kommune eller region og dermed inden for målgruppen.
I databehandlingen er resultaterne vægtet i forhold til organisationernes andel af det samlede medlemsantal for de deltagende organisationer.
Respondenterne er blandt andet blevet stillet spørgsmålet 'Hvor ofte bruger du tid uden for arbejdstiden for at sikre, at du kan løse dine arbejdsopgaver i en ordentlig kvalitet?'
13 pct. svarer, at det gør de hver dag. 39 pct. svarer ugentligt. Yderligere 17 pct. svarer månedligt, 19 pct. svarer sjældnere, mens det for ni pct. aldrig sker.
Medlemmer fra følgende organisationer har deltaget: 3F - Den Offentlige Gruppe, Bupl, Danmarks Lærerforening, Dansk El-Forbund, Dansk Jernbaneforbund, Dansk Metal, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Tandplejerforening, Danske Bioanalytikere, Danske Fysioterapeuter, DM (Dansk Magisterforening), DSL, Ergoterapeutforeningen, Farmakonomforeningen, FOA, Gentofte Kommunalforening, HK Kommunal, Jordemoderforeningen, Konstruktørforeningen, Kost & Ernæringsforbundet, Radiograf Rådet, Socialpædagogerne, Teknisk Landsforbund, Uddannelsesforbundet.
Kilder: Megafon.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.