
Medarbejdere i det offentlige trækker sig i gennemsnit 1 år og 4 måneder tidligere fra jobbet end medarbejdere i det private, viser en analyse fra Forsikring og Pension (F&P). Og det skønnes her, at beskæftigelsen i det offentlige ville kunne øges med 16.000 personer, hvis tilbagetrækningsalderen i det offentlige var på samme niveau som i det private.
F&P’s analyse viser, at der de seneste år er sket en tydelig udvikling, hvor privatansatte trækker sig senere fra jobbet, men at udviklingen ikke er fulgt med inden for den offentlige sektor. Mellem 2010 og 2014 var forskellen mellem tilbagetrækningen fra det private og det offentlige arbejdsmarked kun på seks til syv måneder.
Det er i særdeleshed inden for social- og sundhedsvæsnet, at medarbejdere går markant tidligere på pension, og adm. direktør i F&P Kent Damsgaard pointerer, at et fleksibelt pensionssystem er vigtigt i forhold til forskellige behov:
- Men det er godt nok bekymrende, at vi for så stor en gruppe af medarbejdere i det offentlige kan se, at man trækker sig systematisk tidligere end resten af arbejdsmarkedet. Det viser med al tydelighed, at der er et kæmpe potentiale, hvis man bliver bedre til at fastholde fx erfarne sygeplejersker og social- og sundhedsmedarbejdere længere i jobbet, siger han.
Den tidligere pensionsalder hos offentligt ansatte handler også om det offentlige som arbejsgiver, siger finanspolitisk ordfører Benny Engelbrecht (S) til Berlingske Tidende: "Kan vi lære noget af det private med at få folk til at blive længere, skal vi gøre det. Der er sikkert også noget med, at vi i det offentlige har en kultur, der siger, at når man kan gå på pension, så gør man det. Det kan godt være, at man har en ret til at gå på pension, men det er ikke en pligt at gøre det," siger han.
Ledelseskvaliteten er ringere
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har set på, hvad der påvirker tilbagetrækningsalderen, bl.a. i en stor undersøgelse sidste år med professor i sundt arbejdsliv Lars L. Andersen i spidsen.
- Når de plus 50-årige svarer på, hvor længe de vil blive i jobbet, afhænger det både af, hvor længe de føler, de kan holde til det, og hvor længe de har lyst til det. Når det handler om, at man ikke længere kan klare jobbet, så er der langt flere, som siger det i det offentlige end i det private. I det offentlige drejer det sig om 35 procent, mens det i det private er 28 procent, siger han til Berlingske Tidende.
Overfor avisen nævner han på fire punkter, hvor det offentlige klarer sig dårligere end det private, når det gælder arbejdsmiljø. Det første er ledelseskvaliteten, efterfulgt af klarhed over hvad der forventes i forhold til arbejdsopgaverne, samarbejde og kollegial støtte og endelig følelsen af at blive behandlet retfærdigt. Professoren peger på en mere fleksibe tilbagetrækning som noget, der er vigtig for at få folk til at blive længere i jobbet.
Fra KL-direktør Kristian Heunicke lyder det i et skriftligt svar til avisen: "Kommunerne arbejder allerede i dag målrettet på, at flere seniorer får lyst til og mulighed for at blive længere på arbejdsmarkedet. Men vi kan fortsat gøre endnu mere, og derfor har vi her i juni sammen med medarbejderorganisationerne lanceret Seniorpartnerskabet, hvor vi i fællesskab har forpligtet hinanden på sammen at styrke og inspirere kommunernes seniorindsats."
Rapporten om tilbagetrækningsalderen for personer i det offentlige fra Forsikring og Pension kan ses her.
Læs mere om Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs undersøgelse af seniorer længere i job her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.