ODENSE: Den Fynske Opera rykker ind på plejecentrene i Odense Kommune i slutningen fra i dag. 17 plejecentre og i alt cirka 300 beboere, pårørende og ældre i nærområdet deltager i de festlige dage med musikalske oplevelser, god mad og socialt fællesskab. Det skriver kommunen.
Idéen opstod, da operachef Thomas Storm kontaktede Byens Køkken, der laver og leverer mad til ældre i Odense Kommune, for at spørge, om de i fællesskab kunne stable nogle arrangementer på benene med fokus på det gode måltid og opera.
Det var Byens Køkken med på, og med midler fra Bydelspuljen blev det muligt at realisere planen.
Der er planlagt fem fælleskoncerter. Deltagere er beboerne på plejecentre, deres pårørende og ældre i nærområdet.
Rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen, Søren Windell (K), deltager selv til koncerten på Hvenekilden den 3. marts, og han ser meget frem til oplevelsen.
Oplevelser der bidrager til øget livskvalitet
- Jeg synes, det er et fantastisk initiativ og bliver meget glad, når forskellige institutioner i byen har overskud til at tænke på vores ældre. Personligt holder jeg meget af opera. Og selvom opera tit bliver opført på et sprog, man ikke forstår, så forstår man alligevel godt meningen og sidder tilbage med en stærk totaloplevelse fuld af stemning og følelser, lyder det fra Søren Windell.
Mens Byens Køkken vil bidrage med madoplevelser til de fem arrangementer, vil Den Fynske Opera møde op med sangere og en pianist, som både vil synge for og med publikum. Planen er, at der både skal synges hits fra populære operaer og operetter, men også mere folkelige sange af Sven Gyldmark og Kai Normann Andersen, som fx 'Gå med i Lunden' og 'Titte til hinanden'.
- Vi ønsker at bidrage til en øget livskvalitet og livsglæde for beboerne på plejecentrene og deres pårørende - og det kan vi gøre gennem sang og musik. Musik og fællessang kan nemlig være en stor hjælp til at skabe fællesskaber og styrke tilhørsforhold, og så kan musikken tale til hjertet - hvilket er særligt vigtigt for de beboere, der har demens, fortæller Thomas Storm, Operachef i Den Fynske Opera.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.