AARHUS / AALBORG: Pædagoger, der arbejder i Aarhus eller Aalborg kommuner og har en coronasmittet i hjemmet, skal alligevel ikke blive hjemme. De to kommuner anbefalede ellers for få dage siden, at pædagoger - og andre kommunale ansatte - ikke måtte gå på arbejde, hvis der var smittede i husstanden. Men nu har de to store kommuner skiftet kurs, skriver Børn & Unge, Bupls fagblad.
Sundhedsstyrelsens anbefaling lyder, at pædagoger – og andre offentligt ansatte – tager på arbejde, selvom der er corona-smittede i husstanden. Forudsætningen er, at den smittede kan isoleres i hjemmet. Om det er sundhedsmæssigt forsvarligt, vil eventuelt skulle vurderes af en læge.
Aarhus og Aalborg kommuner gik tidligere på ugen imod Sundhedsstyrelsens retningslinjer og anbefalede, at pædagoger med corona-smittede i husstanden skulle blive derhjemme. I dag har piben fået en anden lyd:
Ikke særskilte regler
- Vurderingen er, at kommunen ikke har juridisk mulighed for at gå imod retningslinjerne, skriver Thomas Medom (SF) i en skriftlig forklaring til Børn&Unge på den kommunale kursændring.
Aalborg Kommune har også rettet ind efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
- Vi kan ikke kan indføre særskilte regler for en faggruppe, lyder det fra borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S).
- Det at have et sæt regler, der gælder for pædagoger og et andet sæt regler for andre faggrupper som sosuhjælpere og sygeplejersker, der har arbejdet under Sundhedsstyrelsens anbefalinger de seneste fem uger, giver en masse udfordringer. Derfor bliver vi nødt til at følge de samme regler for alle medarbejdere, siger han.
Rødovre og Odsherred kommuner anbefaler fortsat, at både børn og ansatte med smittede i husstanden bliver hjemme.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.