LOLLAND: Plejecentrene i Lolland Kommune har efter næsten et år med rammestyring givet en positiv vurdering.
Friheden til selv at tilrettelægge og styre opgaverne og økonomien får 86 pct. af de adspurgte blandt teamledere og tillidsrepræsentanter på plejecentrene samt medarbejdere i Visitationen til at ønske at fortsætte, oplyser kommunen.
De har oplevet mere frihed i planlægningen og mindre tidsforbrug på dialog med Visitationen, som de før rammestyringen skulle i kontakt med for at søge om ressourcer og dokumentere behovet, hver gang en borgers behov for pleje ændrede sig.
Nu, hvor plejecentrene hver især selv skal administrere de tilgængelige ressourcer, kan de selv træffe beslutningen og dermed springe et led over. Samtidig har rammestyringen tilført en højere grad af budgetsikkerhed for det enkelte plejecenter.
Svært at få enderne til at mødes
Formanden for Ældre- og Sundhedsudvalget, Tom Larsen (V), glæder sig over de positive effekter, rammestyringen har haft indtil videre:
- Plejecentrene har fået meget større frihed til at foretage egne prioriteringer og løsninger, og en stor del af bureaukratiet er fjernet. Det gør en stor forskel, at de selv kan træffe beslutningerne med det samme, behovene opstår. Der følger selvfølgelig et øget ansvar med de friere rammer, så derfor skal vi arbejde med at udvikle rammestyringen, så ledere og medarbejdere får de bedste forudsætninger for at håndtere det. Der er altid plads til forbedringer, men grundlæggende er vi på rette vej.
Besvarelserne i undersøgelsen peger særligt på to områder, hvor der er behov for at udvikle rammestyringen. Halvdelen af teamlederne svarer, at de savner redskaber til at foretage de nødvendige beslutninger om fordeling af ressourcer.
Derudover indikerer svarene fra tillidsrepræsentanterne, at de ser den større frihed som noget positivt, men at de som medarbejdere i yderste led kan have svært at få enderne til at mødes inden for plejecentrets rammer.
Det giver anledning til at undersøge muligheden for en justering af ressourcefordelingen mellem enkelte plejecentre.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.