AABENRAA: Det nye psykiatriske sygehus i Aabenraa har store glasvægge for at skabe gennemsigtighed og lyse lokaler og gange for dermed at optimere patienternes velvære. Men siden åbningen af sygehuset med den ' helende arkitektur' i 2015 er der kommet voldsom kritik bl.a. i Lægeforeningens medlemsblad 'Ugeskrift for Læger'. Det skiver Kristeligt Dagblad.
For selvom dagslys kan have en positiv effekt i forhold til humøret, kan det omvendt virke negativt, når man kan kigge direkte ind på patienterne igennem glaspartierne, lyder kritikken. Risikoen er, at de bliver utrygge og får forværret deres sygdom, lyder det, og det mener også Knud Kristensen, der er landsformand for Landsforeningen Sindslidendes Vel, bedre kendt som Sind.
- Man har været meget optaget af, at lys er godt, men så havde man altså bare lige glemt, at når der er lys, er der også indkig, og det kan stresse patienterne. Den første konsekvens er, at man bliver ubehageligt til mode, og det kan forværre ens sygdom, siger Knud Kristensen og forstætter:
- Hvis man har det skidt og har en samtale med en medarbejder og kommer til at græde, så vil nogen måske vælge at lade være med at tage svære samtaler, fordi de er bange for at sidde og blotte sig i fuld offentlighed. Måske får man det dårligere af at være der, og endnu værre bliver det så, hvis nogen vælger at lade sig udskrive på grund af det. Det skader på alle måder
Andre tager ved lære
På Aabenraas nye psykiatrisygehus har man derfor igangsat et arbejde med at sætte gardiner op, men erfaringerne fra Aabenraa bør mane til eftertanke, lyder det fra Sinds formand.
- Det kan se flot ud, når man kigger på modellen af byggeriet, men måske man først opdager fejlen, når bygningen står der. Jeg håber, at man retter op på det, men spørgsmålet er: Har man lavet samme fejl andre steder, siger Knud Kristensen.
Det er man måske på vej til. For helende arkitektur indgår i planlægningsbeskrivelserne af andre nye sygehuse. Blandt dem er nybyggeriet af Ny Psykiatri Bispebjerg i København, som allerede har meldt ud til Sundhedspolitisk Tidsskrift, at den nye bygning vil bestå af en stor mængde glas for at skabe transparens. Man vil dog indlede en drøftelse om mængden af glaspartier efter bekymring fra brugerne.
Også hos Det Nye Universitetshospital i Skejby ved Aarhus og på Nyt Hospital Nordsjælland i Hillerød vil der være store glaspartier i de dyre byggerier. På Det Nye Universitetshospital i Skejby, der ligeledes vil indeholde en psykiatri-afdeling, vil man sørge for at afskærme så godt, man kan, oplyser projektleder Lene Stadil.
- Der er også store glaspartier i Psykiatrisk Center. Det er et bevidst valg i forhold til at få lys og naturen ind i bygningen, da det har en helbredende virkning. Dog er bygningen disponeret således, at glasgange i sengeafsnittene vender ind mod indre lukkede gårdrum, hvor det ikke er muligt for andre end patienter, pårørende og personale at færdes. Cirka halvdelen af alle sengestuer er placeret på 1. sal, det vil sige her er ikke mulighed for forbipasserende for at se ind. Herudover arbejdes der med en folieløsning på vinduerne de steder, hvor det er nødvendigt at afskærme i forhold til indkig, skriver hun i en e-mail til Kristeligt Dagblad.
Opmærksom på problemet
Hos Nyt Hospital Nordsjælland vil man ikke have psykiatriske afdelinger, men projektleder for byggeriet Mette Stokholm forsikrer, at man er opmærksom på problemet – også selvom det drejer sig om somatiske patienter.
- Det er bestemt noget, vi er meget opmærksomme på, og vi behandler privatlivet meget omhyggeligt. Der er evidens for, at udsigt til natur, at kunne følge dagens rytme og at kunne følge med i vejret har stor betydning for, hvor hurtigt du kommer dig, men det er en balance, man skal finde. De færreste trives jo, hvis de ikke kan se ud i naturen, men på den anden side skal man ikke krænke patienternes privatliv, siger Mette Stokholm, som tilføjer, at man blandt andet arbejder med at afskærme med hække og bearbejde facader.
Hos foreningen Sind håber man på, at nye byggerier vil være opmærksomme på patienternes ønsker.
- Vi er mest optaget af at få rettet op på fejlene, og at man ikke gentager dem andre steder, siger Knud Kristensen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.