dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Rådmand: Én enkelt familie har kostet Aarhus 64 mio. kr.
Den såkaldt slægtsbaserede kriminalitet hører især til i boligområdet Gellerup i Aarhus.
Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix

Rådmand: Én enkelt familie har kostet Aarhus 64 mio. kr.

Det nye tætte samarbejde mellem Østjyllands Politi og Aarhus Kommune har bl.a. gjort det muligt at lave en optælling over de kriminelle familier, som koster kommunen mest.
12. DEC 2023 10.56

AARHUS: En familie på under ti personer har siden 2009 kostet Aarhus Kommune 64 mio. kr. i anbringelser og forebyggende foranstaltninger. Der er konkret tale om 90 anbringelser og 40 forebyggende foranstaltninger. Det skriver flere medier i dag.

Tallene kommer på baggrund af en optælling, som socialforvaltningen har foretaget. En optælling, som er blevet mulig, efter at Aarhus Kommune og Østjyllands Politi i sidste uge igangsatte et nyt tæt samarbejde mod såkaldt slægtsbaseret kriminalitet.

- Det er en tragedie. Jeg er meget forarget og også ret bekymret. Det er penge, vi har hårdt brug for andre steder på socialområdet, lyder reaktionen fra rådmand Anders Winnerskjold (S) til DR.

Samarbejdet er blevet muligt med regeringens Bandepakke 4, som blev præsenteret i efteråret. Konkret handler det om, at kommunerne med den nye bandepakke har fået nye muligheder for at dele viden med eksempelvis politiet, så det nu er muligt at udpege de enkelte familier, som både fylder hos politiet og i forhold til kommunens sociale indsatser som eksempelvis dyre anbringelser og lignende.

Det har Aarhus som den første kommune besluttet at udnytte, skriver Aarhus Stiftstidende.

- Jeg kan ikke stiltiende se på, hvordan vi bruger millioner af kroner på indsatser, der ikke virker efter hensigten. På den korte bane kan det være nødvendigt med dyre anbringelser, men på den lange bane skal børnene og de unge gerne ud på den anden side, og det er vi ikke gode nok til i dag. Samtidig har vi et socialområde, der bløder. I længden er det hverken rimeligt eller økonomisk forsvarligt, fortsætter Winnerskjold til avisen.

Få kriminelle familier

Der er tale om nogle få familier i Aarhus, som fylder massivt i både politiets sigtelsestal og de kommunale udgifter. Det skrev DK Nyt sidste uge, da samarbejdet mellem kommunen og Østjyllands Politi blev præsenteret.

Samtidig skrev Jyllands-Posten, at Aarhus Kommune som led i et forskningsprojekt fik indsigt i data fra Østjyllands Politi om dybt kriminelle borgere, som er familiært forbundet. Det er blevet til en omfattende og nyskabende relancering af det kriminalpræventive arbejde i Aarhus. Ifølge avisen er der over ti familier med samme historik som den, der beskrives her.

De 64 mio. kr., som den nævnte familie har kostet siden 2009, er uden beskæftigelsesindsatser, overførselsindkomst, indsatser på børneområdet og uden politiets ressourcer. 

Tre konkrete indsatser

Med det nye samarbejde mellem Aarhus Kommune og Østjyllands Politi igangsættes tre konkrete indsatser. 

Knæk Kurven er en tidlig forebyggende indsats, der er målrettet børn fra 8-13 år. Det sker med inspiration fra Tyskland, hvor en datadrevet tilgang kan identificere familier tidligt og målrette en række indsatser.

Top100 er et fælles team af medarbejdere fra politiet og social- og beskæftigelsesområdet, der som noget nyt vil aftale koordinerede indsatser, hvor behovet er størst

Bandeexit er allerede et tilbud til enkeltpersoner, som er en del af organiseret kriminalitet. Den indsats bliver nu udvidet, så den også bliver målrettet personer i miljøet omkring den enkelte borger, så vedkommende på den måde ikke bliver isoleret ved at træde ud af kriminaliteten

Kilde: Aarhus Kommune, DK Nyt

lal

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.