dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Mette Abildgaard (K), formand for Statsrevisorerne, Leif Lahn Jensen (S), Serdal Benli (SF), Mikkel Irminger Sarbo (RV), Lars Christian Lilleholt (V) og Mohammad Rona (M) under Doorstep pressemødet med Statsrevisorerne, hvor de udtaler kritik af Forsvarsministeriets vedligeholdelse af bygninger. Statsrevisorerne har ligeledes kritik af Ankestyrelsens lange sagsbehandling.
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Rigsrevisionen: Ankestyrelsens tilsyn er utilfredsstillende

Tilsynet med kommuner og regioner på socialområdet er præget af lange sagsbehandlingstider, og der følges ikke systematisk op, lyder kritikken.
2. JUN 2025 13.42

"Rigsrevisionen vurderer, at Ankestyrelsens tilsyn med kommuner og regioner på socialområdet ikke er tilfredsstillende."

Sådan lyder det mandag i en beretning fra Rigsrevisionen, som fortsætter:

"Ankestyrelsens tilsyn er præget af lange sagsbehandlingstider. Samtidig arbejder tilsynet ikke systematisk med at indhente dokumentation og følge op på sager. Konsekvensen er, at kommuner og regioner kan have en ulovlig praksis i længere tid, hvilket svækker borgernes retssikkerhed." 

Det er de politisk valgte statsrevisorer, som tilbage i august bad Rigsrevisionen sætte gang i undersøgelsen.

Det skete efter anmodning fra Folketingets socialudvalg, efter at der gentagne gange er påvist lovbrud i kommunernes sagsbehandling. Blandt andet viser Børnesagsbarometret, at lovkrav ikke bliver overholdt i en række sager om udsatte børn og unge.

Vejledning, ingen sanktioner

Statsrevisorerne konstaterer på baggrund af undersøgelsen, at Ankestyrelsen kun kommer med vejledende udtalelser, når kommuner eller regioner administrerer ulovligt, men at Ankestyrelsen ikke bruger sanktioner som fx tvangsbøder.

Som regel skyldes lovbruddene nemlig dårlig kvalitet i sagsbehandlingen og ikke bevidste beslutninger fra lokalpolitikernes side. Derfor gør lovgivningen det vanskeligt at anvende sanktioner i sager på socialområdet.

Samtidig hæfter statsrevisorerne sig blandt andet ved, at tilsynet primært baserer sig på redegørelser fra kommuner og regioner.

Derfor ser tilsynet deres version af sagen og får sjældent dokumentation for, at der rettes op på et ulovligt forhold. Dermed er tilsynet afhængig af, at borgere eller andre gør opmærksom på fejl.

Statsrevisorerne bemærker også, at 67 pct. af sagerne er blevet afvist i årene 2018-2024, og at den forventede sagsbehandlingstid på otte måneder ikke er indfriet i hver tredje sag i 2023 og i hver fjerde sag i 2024. I stedet var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid omkring et år. Ankestyrelsen overtog tilsynet fra Statsforvaltningen i 2017.

Statsrevisorerne erklærer sig enige i Rigsrevisionens anbefalinger om, at Ankestyrelsens tilsyn bør overveje at indhente dokumentation og følge mere systematisk op på afsluttede sager, og at der fastsættes egentlige målsætninger for sagsbehandlingstiden.

I et folketingssvar sidste år fremgik det, at Ankestyrelsen i 2023 "omgjorde 3.045 sager i 2023 efter Servicelovens bestemmelser, som indgår i Social- og Boligministeriets danmarkskort over omgørelsesprocenter på socialområdet. Dette svarer til, at styrelsen har brugt 20 årsværk på at sagsbehandle sager, hvor der blev truffet afgørelse om enten hjemvisning eller ændring (omgørelse).”

Beretningen kan læses her.

ak

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/rigsrevisionen-ankestyrelsens-tilsyn-er-utilfredsstillende

GDPR