10 års reformer på beskæftigelsesområdet har skabt en tillidskrise mellem sagsbehandlere på de kommunale jobcentre og Christiansborg. I en ny analyse giver sagsbehandlerne regeringen bundkarakterer. Regeringen scorer 3,5 på en skala fra 1 til 10, mens det lokale byråd scorer 5,4. Det fremgår af rapporten ’Styring af Den Kommunale Beskæftigelsesindsats’, som SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, har udarbejdet for Beskæftigelsesministeriet, skriver Ugebrevet A4.
Seniorforsker hos SFI, Frederik Thuesen, forklarer, at resultaterne af undersøgelserne indikerer, at mange socialrådgivere ikke længere føler, at de har mulighed for at udføre deres arbejde med fagligheden i behold.
- De mener, at nogle landspolitikere fejlagtigt tror, at man ved hjælp af stok og gulerod kan få udsatte ledige i beskæftigelse. Det kan for eksempel handle om at sætte de sociale ydelser som kontanthjælpen ned, siger Frederik Thuesen til Ugebrevet A4.
Han forklarer, at en del sagsbehandlere ikke mener, at økonomiske incitamenter virker på gruppen af udsatte ledige. Det skyldes, at de i mange tilfælde slås med en række andre problemer end ledighed som eksempelvis sygdom, misbrug eller psykiske problemer.
Manglende forståelse på Christiansborg
Gennem de seneste ti år har skiftende regeringer blandt andet indført et loft over kontanthjælpen, forkortet dagpengeperioden og indskrænket mulighederne for at få sygedagpenge, førtidspension og revalidering.
Ifølge formand for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, har politikerne på Christiansborg en manglende forståelse for, at udsatte kontanthjælpsmodtagere set fra et fagligt perspektiv skal behandles i forhold til deres individuelle behov, hvis de skal komme videre i livet.
- Når man møder en kontanthjælpsmodtager, som har angst, misbrug, dårlig ryg eller problemer af social karakter med et nyt CV-kursus eller med et krav om, at de skal til samtale hvert 13. uge, så er det meningsløst. De kører bare rundt i hamsterhjulet endnu engang i stedet for, at man laver den helhedsorienterede indsats, som borgeren reelt har brug for, siger hun.
Beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen (V), har forståelse for, at de senere års mange reformer på beskæftigelsesområdet har givet udfordringer for socialrådgiverne, fordi de skal sætte sig ind i en masse nye love. Han erkender, at der er behov for et opgør med 'komplekse' og 'unødigt bøvlede' regler. Derfor vil ministeren arbejde på at gøre dem mere enkle.
- Til gengæld er jeg helt uenig i, at økonomiske incitamenter ikke betyder noget. Det betyder noget, at det kan betale sig at arbejde. Man kan for eksempel se, at der i dag er færre unge på kontanthjælp end tidligere. Det tror jeg primært skyldes, at et bredt flertal satte ydelsen for unge uddannelsesparate ned, skriver Troels Lund Poulsen i en mail.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.