Hos nogle kommuner kan der være flere tusind kroners forskel om året på vuggestuepriser, på trods af at kommunerne ligger side om side. Det viser tal fra Social- og Indenrigsministeriet ifølge DR Sjælland.
I Holbæk Kommune betaler forældrene næsten 10.000 kr. mere om året for pasning af de yngste end forældre i nabokommunen Kalundborg.
Den store prisforskel på vuggestuepladser er bekymrende, siger formanden for Forældrenes Landsorganisation, FOLA, fordi de dyreste pladser ikke nødvendigvis er af højere kvalitet end de billigste.
- Det er et problem, fordi nogle forældre føler, de flytter til en kommune, hvor de kommer til at betale en højere pris, og så har de faktisk fået noget, der måske var ringere, end det de flyttede fra.
En daginstitutionsplads for 0-2-årige i Holbæk Kommune koster knap 35.000 kr. om året mod godt 25.000 kr. i Kalundborg.
I Holbæk er den høje pris et billede på et højere serviceniveau i forhold til andre kommuner i området, siger Christian Simonsen, der er fagchef i læring og trivsel i Holbæk Kommune til DR Sjælland.
- Der er en bedre normering. Der er flere medarbejdere per barn i Holbæk Kommunes daginstitutioner, end når vi sammenligner med en række andre kommuner.
Pris og produkt hænger sammen
Christian Simonsen mener ikke, at kommunen tager for mange penge for pasning af de yngste borgere:
- Pris og produkt hænger sammen, så der er en direkte sammenhæng mellem, hvad det koster at have en daginstitutionsplads og den kvalitet, man køber som forældre.
Men i Kalundborg Kommune forklarer formanden for Børn- og Familieudvalget, Karl-Åge Hornshøj Poulsen (V), til DR Sjælland, at den årligt 10.000 kr. lavere pris med, at kommunen dækker en større del af udgifterne og forældrene en lavere:
- Vi gør os umage for ikke at have for mange udgifter for vores borgere. Det gælder både skatteprocenten, som også er en af de laveste i regionen, og vuggestuepladserne.
Forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen mener, at forskellen er så stor, at den bør spille en rolle, hvis man eksempelvis vælger at flytte fra hovedstadsområdet for at få råd til mere:
- Jo billigere det er at få passet børnene, jo flere penge har du råd til at købe hus for, siger hun og forklarer, at for hver 300 kr. i budgettet efter skat kan man få råd til at låne for 100.000 kr. mere.
Kalundborg er med 2.600 kr. om måneden den næstbilligste i landet for pasning af de yngste institutionsbørn, kun slået af Fanø.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.