ESBJERG: Der er givet tre strakspåbud til Bostedet Sjællandsgade i Esbjerg, hvor trusler om vold er hverdag for de ansatte. Det skriver DR. Arbejdstilsynet kan give et strakspåbud, hvis der er tale om et alvorligt problem med arbejdsmiljøet, der skal udbedres med det samme.
Bostedet Sjællandsgade er et kommunalt tilbud for 12 psykisk syge misbrugere. Opholdsstedet er en midlertidig løsning for Esbjerg kommune, men trods tidsbegrænsningen skal de fysiske rammer ændres øjeblikkeligt.
I Arbejdstilsynets rapport står der, at medarbejderne dagligt oplever trusler om vold og mindst én gang om måneden bliver udsat for vold. Ifølge tillidsmand Tom Hansen bliver de ansatte blandt andet sparket, slået, skubbet og spyttet på af beboerne, der til tider er psykotiske.
- Vi oplever også, at der kommer udefrakommende, der truer sikkerheden for både ansatte og beboere. Og der er direkte trusler mod os og vores familiers sikkerhed, fortæller han til DR Syd.
Koster kommunen 1,8 mio. kr.
Han beskriver beboerne som personer med dobbelte diagnoser, misbrug og en dagligdag, der er præget af usikkerhed og frustration.
Efter de tre strakspåbud skal medarbejdernes sikkerhed på bostedet sikres med det samme. Det bliver løst omgående, lyder det fra Henrik Vallø fra Borgerlisten, der er socialudvalgets formand.
- Vi er kede af, at vi har fået det, og vi reagerer straks på det, siger han.
Kommunen skal bruge 1,8 mio. kr. på at få rettet op på forholdene på bostedet. Det beløb skal blandt andet bruges på at sikre flere medarbejdere på nattevagter, så medarbejderne ikke skal arbejde alene. Derudover sikres bostedet, så borgere udefra ikke kan trænge ind på bostedet.
Udvalgsformanden mener ikke, at kommunen kunne have gjort noget tidligere.
- Vi har ikke hørt om det, før Arbejdstilsynet kom på besøg. Vi ved godt, at et botilbud med psykisk syge misbrugere altid vil have episoder, som man helst vil undgå. Det får vi udbedret nu, men det vil aldrig fuldstændig høre op. Det kan ikke lade sig gøre sådan et sted, siger han.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.