DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Tusindvis kom i job før omfattende nedlukning

For sjette måned i træk steg antallet af lønmodtagere i Danmark i november, og stillinger i sundhedssektoren trækker læsset. Tallene er fra før nedlukningen.
21. JAN 2021 8.20

Der var fremgang på det danske arbejdsmarked før den delvise nedlukning af samfundet i december.

I november blev der således skabt 3.100 job. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Det var sjette måned i træk med fremgang på arbejdsmarkedet efter en brat nedtur i foråret under den første nedlukning.

Det er primært flere job inden for det offentlige, som trækker beskæftigelsen op.

Der var størst fremgang inden for sundhedsvæsnet, hvor der kom 2.800 flere i job, mens den største tilbagegang var i restaurationsbranchen, hvor antallet af lønmodtagere faldt med 4.500.

Muligvis allerede en smule forældet

Med den samlede stigning i november er antallet af lønmodtagere faldet med 21.000, når man sammenligner med februar sidste år - tiden før coronaudbruddet.

Tallene for november kan allerede synes en smule forældede, da Danmark i store dele af december og januar har været delvist nedlukket.

Antallet af ledige - der ikke må forveksles med beskæftigelsen - er steget med knap 12.000 siden midten af december. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Det er dog normalt, at der er flere ledige i januar. Under coronakrisen - fra 9. marts 2020 og frem - er ledighedskøen vokset med 40.000.

Ritzau