RANDERS: Arbejdstilsynet har givet et strakspåbud til børne- og handicapafdelingen i Randers Kommune på baggrund af en undersøgelse, der har vist store problemer med arbejdsmiljøet.
Ansatte sygemeldes eller siger op på stribe, og det får store konsekvenser for de borgere, der er tilknyttet afdelingen. Lige nu har 300 børn ikke nogen rådgiver, mens borgere i 290 andre sager også mangler en rådgiver.
- Det her er en tilståelsessag. Det er helt uacceptabelt, fordi det er et problem, vi har kendt til i mange år, men som er løbet løbsk, siger Rosa Lykke Yde (SF), der er formand for socialudvalget, til TV2 Østjylland.
Økonomiske udfordringer
Ifølge Rosa Lykke Yde så har man i årevis været opmærksom på problemerne i afdelingen. Der har været foretaget små justeringer, som ikke har virket efter hensigten, og selvom man har forsøgt, så har man ikke fundet pengene til for alvor at rette op på problemerne.
- Desværre må man sige, at socialområdet har nogle rigtigt store økonomiske udfordringer. Det handler om prioriteringer i nogle meget snævre budgetrammer. Jeg har selv været med i de seneste tre budgetforhandlinger, og jeg kan på ingen måde afskrive mig ansvaret, fortæller Rosa Lykke Yde.
Udvalgsformanden forventer, at socialområdet i år afleverer et underskud på 55 millioner kroner, og hvis der ikke rettes op på problemerne, så vil det indenfor de kommende år nærme sig et underskud på 100 millioner kroner.
- Der har de seneste år været mest fokus på at nedbringe den kedelige økonomiske udvikling og lidt mindre fokus på at sørge for at centret fungerer. Det har taget for lang tid og de små ting, vi har ændret undervejs har ikke været nok, fortæller Rose Lykke Yde.
Hun fortæller samtidigt, at problemet naturligvis er med i overvejelserne, når der efter sommerferien skal forhandles nyt budget i kommunen.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.