
I en scene fra filmen 'Festen' stiller hovedpersonen sin far over for et valg mellem to taler, den grønne eller den gule. Han vælger den grønne, og familiehemmelighederne vælter ud.
I sagen om adskillelse af asylpar, hvor den ene var mindreårig, ville embedsmænd i Udlændingeministeriet i 2016 give to forskellige beredskaber eller oplæg til Statsministeriet.
Det siger daværende departementsråd i Statsministeriet Tanja Franck torsdag til Instrukskommissionen, der er nedsat for at undersøge den ulovlige instruks, hvor asylpar blev adskilt uden undtagelser.
Hun ringede til Lykke Sørensen, der dengang var afdelingschef i Udlændingeministeriet, fordi hun var ved at forberede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på en forespørgselsdebat, der fandt sted 4. marts 2016.
To oplæg gav undren
Tanja Franck undrede sig over en pressemeddelelse, hvor der står, at alle par skal adskilles uden undtagelse, hvilket daværende udlændingeminister Inger Støjberg (V) pressede på for.
Men flere embedsfolk skulle ifølge vidneudsagn have advaret Støjberg om, at det er ulovligt. Derfor ville ministeriet sende to forskellige beredskaber med henholdsvis ministerens og embedsværkets holdninger.
- Det stod mig forholdsvist klart, at de måske ikke var helt enige om linjen. Jeg er forholdsvis overrasket over, at Lykke siger, det kan være, at jeg får to beredskaber.
- Jeg har på det tidspunkt håndteret langt over 1000 beredskaber, jeg har aldrig hørt om det, siger Tanja Franck, der endte med at få ét beredskab med embedsværkets indstilling.
Tidligere er det kommet frem, at Tanja Franck i en intern mail skrev, at det var vigtigt, at Lars Løkke Rasmussen fik at vide, at Støjberg 'har meldt hårdere ud, end juraen kan holde til'.
Det står ikke klart, om Løkke, der havde en særlig tilsynspligt over for sine ministre, blev orienteret om sagen med de to beredskaber. Hverken Lykke Sørensen eller departementschef Uffe Toudal Pedersen omtalte episoden under deres afhøring.
Daværende justitsminister Søren Pind (V) har sagt, at han kontaktede Lars Løkke Rasmussen, fordi han var bekymret for, om loven blev brudt af Udlændingeministeriet.
Gik imod ministerens intention
Kort efter i april 2016 blev Tanja Franck direktør for Udlændingestyrelsen, der har ansvar for området.
Hun blev konfronteret med fem sager, hvor embedsfolk i styrelsen mente, at der ikke skulle ske adskillelse. Det var vurderingen, selvom styrelsen ifølge pressemeddelelsen, som blev til en instruks, fik besked på at skille alle par ad.
Tanja Franck erklærede sig enig i vurderingen, men fremhæver, at hun ikke er jurist, og at en del af sagen ligger forud for hendes tid i styrelsen.
Dermed gik de imod ministerens intention om at adskille alle par.
- Det sidder virkelig dybt i folk, at når ministeren siger, at man skal prøve at gøre noget, så skal man prøve at gøre det. Det er ikke en lille ting. Men jeg opfatter, at der er blevet snakket med departementet om, at der er undtagelser, siger Tanja Franck.
Hun kan ikke svare på, om Uffe Toudal Pedersen blev orienteret, hvilket han lidt usædvanligt havde bedt om.
Udlændingestyrelsen undlod tilsyneladende at meddele en andel af parrene, at de ikke blev adskilt, så de svævede i uvished.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.