Der venter både staten og kommunerne en ekstraregning på mindst to mia. kr., fordi mindst halvdelen af nye borgere i gruppen ikke-vestlige indvandrere ikke kommer i arbejde, og dermed skal have offentlig forsørgelse. Dermed vil der om to år være 93.000 flygtninge og indvandrere med ikke-vestlig baggrund, som er på offentlig forsørgelse.
Oven i udgiften til forsørgelse kommer tilskud til børnepasning, undervisning og sundhed, fremgår det af Nykredits beregninger, som realkreditselskabet i dag fremlægger i Berlingske Business.
- Det er en meget presserende udfordring. Det vil trække spor i dansk økonomi i flere generationer frem, hvis vi ikke får erhvervsfrekvensen højere op for flygtninge og indvandrere. Risikoen på længere sigt er, at langtidsledigheden kan komme til at stige ganske kraftigt, siger cheføkonom Thore Stramer.
Bedre konjunkturer er måske ikke nok
Kernen i problemet er, at indvandrere fra ikke-vestligt lande kun har en erhvervsfrekvens på 50 pct., hvilket er markant under etniske danskere, hvor 74,3 pct. i den erhvervsaktive alder er i beskæftigelse. Det samme tal er kun 49,4 pct, når det gælder ikke-vestlige indvandrere (2014 tal).
Rockwool Fondens Forskningsenhed har tidligere analyseret hvad flygtninge og indvandrere betyder for dansk økonomi, og her vurderer forskningschef Jan Rose Skaksen overfor Berlingske, at 'der skal en højkonjunktur som den vi så før finanskrisen' til at øge beskæftigelsesfrekvensen.
Og selvom dansk økonomi er i fremgang og regeringen allerede i 2018 forventer mangel på arbejdskraft, så vil flygtninge og indvandrere møde større konkurrence nu, end de gjorde for ti år siden.
- Der er kommet en lang række østeuropæere til landet, som er mere arbejdsmarkedsparate, siger Jan Rose Skaksen.
Stor forskel mellem kommunerne
Forskerne vurderer, at erhvervsfrekvensen skal op omkring 65 pct., før flygtninge og indvandrere ikke længere er en nettoudgift for de offentlige kasser.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at der er markant forskel mellem kommunerne. Mens kommunerne i Nordsjælland og på Vestegnen har en beskæftigelsesfrekvens som ligger mellem 55 og 60 pct. for ikke-vestlige indvandrere, så ligger kommuner som Nordfyn, Vordingborg og Odense på eller under 40 pct., og derfor vil disse kommuner blive hårdere ramt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.