KØBENHAVN / HOVEDSTADEN: Ældre medicinske patienter i København vil fremover kunne henvises til en ny tværsektoriel enhed, forkortet TUE. Den nye satsning er et unikt samarbejde mellem Region Hovedstaden, Bispebjerg Hospital og Københavns Kommune, hvor ældre, sårbare patienter bliver hurtigt udredt og behandlet i rolige omgivelser med udskrivning samme dag.
Når ældre medicinske patienter bliver indlagt på hospitalet i kortere eller længere tid, er der blandt andet risiko for, at de får en infektion, mister muskelkraft eller bliver konfuse. Et af hovedformålene med TUE er at forebygge egentlige indlæggelser og sikre en koordineret hjemkomst, hvor den kommunale hjælp træder til med det samme.
Et vigtigt alternativ
- Mange af vores svækkede ældre, som måske også er demente, har bedst af at undgå en indlæggelse. En undersøgelse fra Bispebjerg Hospital viser, at der er en gruppe patienter, som faktisk ikke behøver indlægges, hvis der er et alternativ, siger sundheds- og omsorgsborgmester i København Ninna Thomsen (SF) og uddyber:
- På TUE vil vores kommunale sygeplejersker tage hånd om patienterne og i samarbejde med hospitalets læger forhindre indlæggelser og give borgerne et trygt og koordineret patientforløb, siger Ninna Thomsen.
Med etableringen af TUE har Region Hovedstaden sat ekstra fokus på den sårbare ældre medicinske patient og blæst til kamp mod ulighed i sundhed med en pulje på 50 mio. kr., hvoraf en del er afsat til TUE.
- Den sociale ulighed er en af de største udfordringer, vi har i regionen. Det gør vi noget ved nu med denne pulje via samarbejdet, som er absolut nødvendigt for at komme problemerne til livs, siger Lise Müller (SF), formand for udvalget vedr. udsatte borgere, Region Hovedstaden.
• Baggrunden for TUE er blandt andet en undersøgelse fra Bispebjerg Hospital fra 2010, hvor der blev lavet en systematisk journalgennemgang af 470 indlagte ældre medicinske patienter.
• I 15 procent af tilfældene vurderede man, at en indlæggelse kunne være forebygget, hvis patienten blev sat i behandling for f.eks. en begyndende lungebetændelse eller urinvejsinfektion og derefter sendt hjem med umiddelbar opfølgning fra den kommunale hjemmepleje.
• TUE forventer at modtage 120 borgere om måneden.
• TUE´s indretning er bevidst 'rehabiliterende'. Det betyder blandt andet, at borgerne bliver tilbudt en hvilestol i stedet for en seng. Hensigten med det er, at borgerne skal bevare deres fysiske formåen. Der er risiko for, at den reduceres yderligere, hvis man ligger for længe i en seng.
• TUE vil være åben alle dage fra kl. 9 til 22, hvorefter borgerne vil blive udskrevet til eget hjem eller en af kommunens midlertidige døgnpladser.
• Hvis borgernes tilstand forværres under opholdet på TUE og derfor har brug for en indlæggelse, kan de altid overføres til et hospitalsafsnit på Bispebjerg Hospital.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.