
KØBENHAVN: Biblioteket kan være med til at afhjælpe ensomhed hos ældre, når bibliotekets rum og kompetencer bringes i spil i nye samarbejder. Det viser resultaterne fra det netop offentliggjorte udviklingsprojekt 'Ældrefællesskaber & Biblioteker' initieret af Tænketanken Fremtidens Biblioteker og udført i samarbejde med en række biblioteker og boligsociale medarbejdere.
Ønsket var at undersøge bibliotekets og kulturens potentiale til at modvirke ensomhed blandt ældre i samarbejde med aktører fra lokalområdet. I en periode på halvandet år har lokale projektgrupper bestående af biblioteksmedarbejdere og boligsociale medarbejdere fra fire kommuner arbejdet sammen om at skabe og afprøve aktiviteter for ensomme ældre.
I alt er fem forskellige aktivitetsforløb blevet afprøvet på de fire biblioteker, hvor 143 ældre har deltaget på landsplan.
Nye fællesskaber
Flere af deltagerne har fået mod på at tage mere initiativ og opsøge nye fællesskaber, samt størstedelen oplever, at de har fået flere bekendtskaber efter at have deltaget i aktivitetsrækken. Det betyder samtidig også, at de ældre oplever at kende flere ansigter og navne på andre ældre i lokalområdet.
Michel Steen-Hansen, direktør for Danmarks Biblioteksforening siger således:
- Det er jo interessant, at biblioteket kan være med til at gøre en forskel for de ældre og deres lyst til at deltage i fælleskabet med hverdagskultur og litteratur – og endda for nogle som normalt ikke kommer på biblioteket. Projektet er med til at underbygge et potentiale hos bibliotekerne, som kommunerne måske med fordel kunne være endnu mere opmærksomme på, og invitere bibliotekerne med om bordet, når der laves strategier på ældreområdet. Kultur kan nemlig ændre liv.
Styrken ligger i samarbejdet
Centralt i projektet var samarbejdet mellem de boligsociale medarbejdere på den ene side og de biblioteksansatte på den anden side.
Biblioteksmedarbejdernes erfaring med arrangementer for ældre mennesker og ekspertise inden for kultur, viden og læring fungerede godt med de boligsociale medarbejderes erfaring med relationelt og involverende arbejde.
- I mange lokalsamfund fungerer biblioteket som et kulturelt mødested med en lang række tilbud ud over bogudlånet – også for ældre. Men aktiviteterne har sjældent fokus rettet mod at skabe fællesskaber, der kan hjælpe ældre ud af ensomhed. Projektet her viser, at biblioteket ved at etablere samarbejder udenfor huset – og at lægge arbejdsgangene lidt om – faktisk kan flytte en hel masse i forhold til ensomhed, siger projektleder Louise Agger Nexø fra Tænketanken Fremtidens Biblioteker.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.