
De er tænkt til at opkvalificere og få ledige hurtigere i job, men aktiveringskurser fastholder ledige fra at komme i arbejde. Det viser en effektmåling, som Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) har lavet for Carsten Koch-udvalget.
KORA har målt, hvilken effekt konkrete kurser og aktiveringsforløb har på, hvor ofte og hvor længe kursisterne får job bagefter. Analysen viser, at både 6-ugers selvvalgt uddannelse og AMU-kurser i gennemsnit forlænger tiden i ledighed, da færre ledige finder job, mens de går på kursus.
- Uddannelsesaktivering fastholder typisk folk i ledighed, mens uddannelsen står på, fordi de ikke er så aktivt jobsøgende, mens de er på kursus. Vi har undersøgt, om den fastholdelseseffekt så bliver opvejet af, at ledige, der kommer i beskæftigelse, får længerevarende job. Men det er altså sjældent tilfældet, siger forskningsleder i KORA Jacob Nielsen Arendt, som står bag rapporten.
Ansættelser bliver kortere efter endt kursus
Når aktiveringskurset er slut, og det er lykkes en at komme i arbejde, er det ifølge KORA kun inden for handel- og servicebranchen, at jobbet bliver længerevarende job blandt de ledige efter et aktiveringskursus.
Derimod ser privat løntilskud og AMU-kurser inden for transport-sektoren ikke til at påvirke varigheden i beskæftigelse hverken positivt eller negativt. Og i andre sektorer ser aktiverings-indsatsen faktisk overordnet ud til at virke lige modsat: De lediges beskæftigelsesforløb efter aktiveringen er kortere, end hvis de slet ikke havde været i aktivering.
Dog er der en forskel i varigheden af ansættelserne mellem kønnene: Blandt kvinder under 35 år, der fx har gået på 6-ugers selvvalgt uddannelse eller et AMU-kursus ser jobbet efterfølgende ud til at være længere, end de, der ikke har været i aktivering. Det samme gælder for ufaglærte mænd, som deltager i AMU-kurser inden for handel & service og AMU-transportkurser for mænd over 50 år.
Trods ret beskedne positive virkninger af aktiveringskurser, virker kurserne ifølge KORA overordnet bedst, jo tidligere, ledige starter i aktivering - og bedst blandt unge.
- For de ledige, der kommer tidligt i aktivering, viser det sig langt oftere, at de bagefter tilbringer mere tid i beskæftigelse, end hvis de ikke var blevet aktiveret, siger forskningsleder Jacob Nielsen Arendt.
hns
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.