
KØBENHAVN: Pædagoger og omsorgsmedhjælpere på døgninstitutioner og sygeplejersker og SOSU-assistenter på plejehjem er nogle af de grupper, der ofte arbejder om aftenen og om natten. En ny rapport fra KORA viser, at de generelt er ret positive over for at arbejde uden for dagtimerne.
- De største fordele ved aften- og natarbejde er ifølge medarbejderne, at de kan lave aktiviteter i dagtimerne, samt at de har flere sammenhængende fridage, bedre løn og mere tid til sig selv. De to største ulemper er, at det går ud over familie- og fritidslivet, og at visse faglige opgaver kun kan løses i dagtimerne, siger professor Lotte Bøgh Andersen. Hun står bag undersøgelsen sammen med forsker Matilde Høybye-Mortensen og forsker Kenneth Lykke Sørensen.
Resultaterne viser, at sygeplejerskerne er mindst positivt stemt over for aften- og natarbejde, mens SOSU'erne samt omsorgs- og pædagogmedhjælperne er mere positive. Medarbejdere med mange aften- og nattevagter er generelt mere positive over for skæve arbejdstider end deres kolleger.
- Nattevagter oplever typisk, at de har meget stor indflydelse på deres eget arbejde, men lille indflydelse på de generelle forhold på arbejdspladsen. Det hænger formentlig sammen med, at de arbejder uden chefer om natten. Så tilrettelægger de selv deres eget arbejde, men er afskåret fra de fora, hvor beslutninger træffes, siger Lotte Bøgh Andersen.
bi
FAKTA:
- Rapporten er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt medarbejdere og ledere i 25 udvalgte kommuner.
- Resultaterne er baseret på cirka 2.400 besvarelser fordelt på cirka 1.800 medarbejdere og knapt 600 ledere.
- Rapporten fokuserer især på sygeplejersker, socialpædagoger, SOSU-personale, fysio- og ergoterapeuter samt omsorgs- og pædagogmedhjælpere.
- Undersøgelsen er bestilt og finansieret af KL og en række faglige organisationer: FOA (Fag og Arbejde), SL (Socialpædagogernes Landsforening), SHK (Sundhedskartellet) og 3F (Fagligt Fælles Forbund).
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.