
Tal fra Børne- og Undervisningsministeriets ungedatabase viser, at andelen af 15-17-årige, der ikke er i gang med nogen uddannelse eller beskæftigelse, er styrtdykket. Fra første kvartal af 2011 til første kvartal af 2012 er denne gruppe faldet med mere end 26,4 pct.
Til gengæld er der sket en stigning i antallet af unge, der er gået i gang med en ungdomsuddannelse, en uddannelsesforberedende aktivitet eller med at gå i 10. klasse.
- Folketingets hensigt med Ungepakke 2 var at få de 15-17-årige væk fra sofaen og i gang med en uddannelse eller en uddannelsesforberedende aktivitet. Tallene peger på, at det er lykkedes for kommunerne at løse opgaven, siger formanden for KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, borgmester Jacob Bundsgaard (S).
Kommunal vejlederhjælp
Jacob Bundsgaard peger bl.a. på, at der med Ungepakke 2 blev indført en pligt til at være i gang med uddannelse eller en uddannelsesforberedende aktivitet, samt at kommunen fik mulighed for at tilbageholde børne- og ungeydelsen, hvis man ikke lever op til denne forpligtelse.
- Vi ved fra undersøgelser, at op mod halvdelen af de unge, som ikke går i gang med en uddannelse efter grundskolen, ender på kontanthjælp som 18-årige. Derfor er det meget vigtigt, at udviklingen går den rigtige vej, siger han og fortsætter:
- Både væksten i uddannelsesforberedende aktiviteter og i 10. klasse er udtryk for, at flere unge tænker sig om en ekstra gang – måske under indflydelse af en kommunal vejleder og helt sikkert deres mor og far – og erkender, at de er nødt til at gå i gang med noget, som på sigt leder hen til en uddannelse. Det er meget positivt, siger Jacob Bundsgaard.
Han understreger dog, at der fortsat er store udfordringer med ungeledighed og mangel på praktikpladser.
Hvad gør kommunerne?
Kommunale erfaringer med at hjælpe 15-17-årige hen mod en ungdomsuddannelse er samlet i kataloget 'Sådan får de unge en ungdomsuddannelse', som er blevet til i et samarbejde mellem KL og 24 kommuner.
I kataloget er der samlet en række beskrivelser af, hvordan kommunerne arbejder med at hjælpe de unge til selv at erkende, om de er parate til at tage en uddannelse. Samtidig fungerer 'truslen' om at blive erklæret ikke-uddannelsesparat som et incitament.
De unge, som ikke er parate til at tage en uddannelse, tilbydes forskellige former for kvalificerende forløb. Og på overgangen til ungdomsuddannelserne følger kommunerne ofte de unge tæt. Fx organiserer man mentorordninger i samarbejde mellem jobcenter, UU-center og teknisk skole/gymnasium. Og der gøres en stor indsats for at sikre det fornødne antal praktikpladser.
Du kan finde kataloget 'Sådan får de unge en ungdomsuddannelse' her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.