Den 25. september meddelte Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, at der på 17 skoler i 12 kommuner var tegn på vedvarende dårlig kvalitet. Styrelsen har efterfølgende konstateret, at der har været fejl i deres datagrundlag.
- Jeg vil gerne beklage over for de berørte skoler og kommuner, at de på et fejlbehæftet grundlag er blevet udtrukket i screeningen, siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) i en udtalelse på ministeriets hjemmeside.
- Det er ikke acceptabelt, at der er sket fejl fra Kvalitets- og Tilsynsstyrelsens side. Det har jeg meddelt de ansvarlige. Samtidig har jeg bedt styrelsen om straks at indlede en dialog med de relevante skoler og kommuner, så der kan komme fuldstændig klarhed om talgrundlaget, siger hun.
Autisme-klasse talt med
Borgmesteren i Herning Kommune, Lars Krarup (V), er en af dem, der højlydt har protesteret over listen. Han gjorde lige inden weekenden opmærksom på, at Sønderagerskolen i Herning dumpede, fordi tilsynet havde medregnet en stor specialenhed for elever med autisme i sin opgørelse.
Fejlen gjorde, at skolen ikke levede op til målet om, hvor mange, der fortsætter i en ungdomsuddannelse, og derfor dumpede skolen i undersøgelsen, skriver DR Midt&Vest.
Fokus på hjælp fremover
Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen har gennemført screeninger af folkeskolerne for at se, om der er skoler, som er vedvarende fagligt udfordret. Her er det en del af tilsynsforpligtelsen at tage en dialog med kommunerne om, hvad der skal til, for at de udfordrede skolers elever kan få et fagligt løft og dermed bedre muligheder for at gennemføre en ungdomsuddannelse.
- Jeg vil tage initiativ til, at praksis bliver ændret fremadrettet. Når regeringen fremlægger udspil til løft af folkeskolen senere på året, vil vi komme med forslag til en ny måde at arbejde med faglig udvikling på skolerne. Vi vil i langt højere grad lægge vægt på, hvordan vi kan understøtte fagligt udfordrede skoler sammen med kommunerne og de berørte skoler, udtaler Christine Antorini på ministeriets hjemmeside.
Fejl:
For fire folkeskoler har Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen fundet fejl i beregningerne.
- For to af skolerne skyldes fejlen, at styrelsen ikke har medtaget overgang til 'Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov' (STU) i screeningen af overgangsfrekvenserne til ungdomsuddannelserne. Denne fejl betyder, at to skoler ikke længere er udtaget i screeningerne. Det drejer sig om Lergravsparkens Skole i Københavns Kommune og Skolen på Sønderager i Herning Kommune.
- Der er ligeledes sket en fejl i forbindelse med udtrækningen af to øvrige skoler, hvor det efterfølgende har vist sig, at skolerne kun har haft specialklasser på 9. klassetrin. Det drejer sig om Center-10, Aarhus High School i Aarhus Kommune og Uddannelsescenter Nygård – 10. klasseskolen i Brøndby Kommune.
- For de skoler, der fortsat er udtrukket i kvalitetstilsynet, vil styrelsen i denne uge gå i dialog med kommunerne og gennemgå datagrundlaget nøje, inden der tages stilling til det videre forløb.
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.