
Hvert år kommer næsten 60.000 danskere til skade på jobbet. Men der er store mørketal for, hvor mange af sagerne, der ikke opdages af sagsbehandlerne i landets jobcentre.
Det fremgår ikke nødvendigvis tydeligt af oplysningsskemaer ved sygemeldinger, at der er tale om en arbejdsskade. Andre anmeldelser sker først til Arbejdsskadestyrelsen, længe efter at en arbejdstager er blevet sygemeldt. Det kan forsinke behandlingen af sagerne væsentligt, viser ny undersøgelse fra SFI.
Undersøgelsen kommer, samtidig med at et ekspertudvalg nedsat af beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) offentliggør en rapport med 27 forslag til, hvordan man kan modernisere arbejdsskadeområdet, så der bliver truffet hurtigere afgørelser i arbejdsskadesager og indføres en bedre indsats til mennesker med en arbejdsskade. Den modernisering skal sikre, at flere vender tilbage til arbejdsmarkedet og ekspertudvalgets anbefalinger bygger blandt andet på rapporten fra SFI.
Håber på gode trepartsdrøftelser
- Alt for mange mennesker bliver holdt ude af arbejdsfællesskabet, fordi vi ikke er gode nok til at hjælpe dem i gang efter en skade eller en ulykke. Derfor er det godt, at ekspertudvalget foreslår nye veje, der kan hjælpe flere tilskadekomne tilbage i arbejde, siger Henrik Dam Kristensen.
- Ekspertudvalget har gjort et stort stykke arbejde og set på forholdene for både arbejdsgivere, medarbejdere, myndigheder og pensionsselskaber. Jeg vil nu invitere arbejdsmarkedets parter med i arbejdet med at skabe et mere moderne og smidigt arbejdsskadesystem. Jeg håber, at disse trepartsdrøftelser ender med et godt resultat, som derefter skal drøftes med Folketingets partier, siger han.
Ekspertudvalget anbefaler blandt andet, at den tilskadekomne får en tidligere og bedre koordineret indsats, hvor arbejdsgiveren bliver inddraget langt mere end i dag. Eksperterne foreslår også, at erstatningen skal udmåles, så den understøtter fastholdelse på arbejdsmarkedet, ligesom udvalget peger på, at hurtigere afgørelser af erstatningens størrelse og en tidlig afklaring af den enkeltes muligheder vil være med til at mindske det pres, som mange tilskadekomne oplever, når de venter på at få afgjort deres sag.
Brug for justeriner hele vejen rundt
- Vi har set systemet efter i sømmene, og det står klart, at der er brug for justeringer hele vejen rundt, hvis flere skal forblive på arbejdsmarkedet. Vi anbefaler blandt andet, at erstatningen skal udmåles anderledes, og at de mange aktører bliver bedre til at spille sammen om at hjælpe den enkelte tilbage i et arbejde, som vedkommende kan klare, siger formand for ekspertudvalget Jørgen Søndergaard.
Beskæftigelsesministeren vil indlede drøftelserne med arbejdsmarkedets parter i begyndelsen af 2015.
SFI undersøgelsen, som også er bestilt af Beskæftigelsesministeriet, viser, at det være en stor fordel for både borgere og kommuner, at sagsbehandlerne i jobcentrene er opmærksomme på, om en sygedagpengesag er baseret på en arbejdsskade.
Undersøgelsen peger blandt andet på, at et tættere samarbejde med de lokale virksomheder vil kunne forhindre, at arbejdsskadesager kommer som en overraskelse i jobcentrene.
- Hvis virksomhederne og jobcentrene samarbejder og tidligt i forløbet finder ud af, at der er tale om en arbejdsskade, vil det kunne forhindre, at sygemeldte mister deres job, fordi sagen ikke blev opdaget i tide. Samarbejdet er centralt, hvis man vil mindske nogle af de strukturelle udfordringer, der kan være med til at forlænge arbejdsskadesagerne. Fx ved at sagsbehandlerne hurtigt afdækker, om der er tale om en arbejdsskadesag, forklarer Helle Holt, seniorforsker på SFI.
Specialisering er vigtig
Undersøgelsen peger også på, at flere sagsbehandlere ikke er fortrolige med sagsforløbet hos Arbejdsskadestyrelsen, herunder hvilken betydning afgørelserne her har for deres eget arbejde.
- Sagsbehandlerne kan derfor have svært ved at forklare borgeren, hvordan arbejdsskadesagen og sygedagpengesagen spiller sammen. Hvis nogle sagsbehandlere på jobcentret derimod bliver specialiserede og får den nødvendige viden og erfaring om arbejdsskadesager, kan det være en stor fordel. For lovgivningen på dette område er meget kompliceret, forklarer Helle Holt.
Ekspertudvalget anbefaler i alt 27 ændringer i arbejdsskadehåndteringen. Dem kan du læse i rapporten, som du finder her
Rapporten fra SFI finder du her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.