dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Foto: Peter Hove Olesen, Polfoto.

Behov for it-hjælp til børn i familiepleje

Plejebørn mangler computere til skolebrug, men langt fra alle kan få hjælp fra kommunen

Plejebørn mangler computere til skolebrug, men langt fra alle kommuner ønsker at bevillige dem. Særligt de 10-13-årige plejebørn halter bagud i den teknologiske udvikling. Det konkluderer Børnehjælpsdagen i en ny, stor behovsundersøgelse blandt 1898 plejebørn fra hele landet. 43 pct. i denne aldersgruppe har deres egen pc, mens gennemsnitstallet ifølge Gallups børne- og ungeindex er 63 pct. for børn, der ikke er anbragt uden for hjemmet.

- Det er bekymrende, at plejebørnene mangler et vigtigt læringsredskab, som dagens digitale skolesystem forudsætter. Forskning viser ellers tydeligt, at uddannelse er nøglen til en bedre fremtid for disse udsatte børn, der ofte har haft en turbulent opvækst, siger Børnehjælpsdagens direktør Ina Thorndahl.

Hun påpeger, at computeren får endnu større betydning i undervisningen efter sommerferien, hvor nye it-læringsmål træder i kraft qua skolereformen. Mange børn skal for eksempel bruge en pc til opgaver, der omfatter grafik, animationer og dataindsamlinger.

Uklart hvem der har ansvaret
Der hersker imidlertid tvivl om, hvem der har ansvaret for at sikre den digitale opgradering. For eksempel kan plejebørn i 29 kommuner få bevilliget støtte til en pc via særlige puljer eller ordninger, mens 15 andre kommuner giver klart afslag på computer-ansøgninger. Det viser en rundspørge, som Børnehjælpsdagen har foretaget blandt landets 98 kommuner.

Resultatet er, at mange plejebørn føler sig forskelsbehandlet - og i yderste konsekvens har de forskellige vilkår for at gennemføre en uddannelse.

- Omkring tiårsalderen har barnet oparbejdet de basale it-ressourcer, der giver godt fagligt belæg for, at de kan få deres egen enhed. For overskuelighedens skyld er det nemmest, at det er samme udstyr, der bruges, både i skole og i fritiden. Det er også mest hensigtsmæssigt set i et livslangt læringsperspektiv, siger John Klesner, der er formand for Danmarks it- og medievejlederforening samt pædagogisk it-konsulent i Favrskov kommune.

De kan låne en computer
Næstved er en af de 15 kommuner, som ikke vil stille computere til rådighed for anbragte børn. Det samme gælder Esbjerg. Her siger formand for børn- og familieudvalget Diana Mose Olsen (SF) til JydskeVestkysten, at der er mulighed for at låne en computer på nogle skoler.

- Jeg vil undersøge, hvordan vores praksis er i kommunen, fordi det at man har mulighed for adgang til it også understøtter det paradigme, vi er i gang med i forhold til udsatte børn og unge. Et af de vigtige elementer her er jo, at skolen altid er en del af foranstaltningen, og her er det naturligvis vigtigt, at man kan deltage på lige fod med de andre i klassen, siger hun.

Plejebørn kan nu søge Børnenes IT-Fond
Børnehjælpsdagen har på baggrund af behovsundersøgelsen valgt at udvide Børnenes IT-Fond, så plejebørn ned til ti år kan søge om en computer. Organisationen har siden 2011 uddelt cirka 600 bærbare computere årligt - men hidtil er de knapt 2500 pc'er alene uddelt til børn, der er anbragt på børnehjem.

Sideløbende vil Børnehjælpsdagen gerne i dialog med både KL og kommunerne. Ønsket er, at kommunerne får ens praksis for bevilling af computere til såvel plejebørn, som alle andre børn, der - af den ene eller den anden årsag - er anbragt uden for hjemmet.

- Børnehjælpsdagen mener, at KL og kommunerne bør tage teten på dette område, netop fordi it-redskaber i forhold til anbragte børns skolegang er så vigtig. Vi mener samtidig, at alle landets kommuner skal give støtte til computere efter ens praksis, så børnene ikke føler sig forskelsbehandlet. Deres fremtidsmuligheder bør ikke afhænge af hvilken kommune, de er anbragt igennem, siger Ina Thorndahl.

Børnenes IT-Fond vil også (fortsat) uddele computere til unge mellem 18 og 19 år i efterværn, der er en kommunal foranstaltning efter anbringelse. Afgørende for alle, der søger, er, at computeren skal anvendes til skole- og uddannelsesbrug.



FAKTA

  • I følge Ankestyrelsens seneste tal er cirka 11.600 børn og unge (0-17 år) anbragt uden for hjemmet i Danmark. 58 pct. af disse børn og unge bor i en plejefamilie.
  • Ifølge KL (Momentum, 2015) har 40 pct. af de anbragte børn ikke taget folkeskolens afgangsprøve som 16-17-årige, mens det kun gælder 6 pct. af de ikke-anbragte børn.

 



 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/behov-for-it-hjaelp-til-boern-i-familiepleje

GDPR