En kommune kan ikke uden videre foretage fradrag i kontanthjælp hos personer, der har fx egne voksne børn boende hos sig, uanset om de betaler husleje eller bidrager økonomisk til husholdningen, eller kunne have gjort det. Det har Ankestyrelsen i fastslået en principafgørelse med afsæt i tre konkrete sager.
I den ene sag havde en kommune vurderet, at en voksen datter, som ikke betalte for at bo hjemme, godt kunne have betalt 3.750 kr. om måneden, og derfor fratrak kommunen det beløb i forælderens kontanthjælp. Men den går ikke, fastslår Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Dels kan man ikke trække fiktive indtægter fra, dels har kommunen ikke hjemmel til at pålægge datteren at betale for at bo hjemme.
En anden sag gjaldt en ligeledes hjemmeboende voksen datter, som betalte 3.500 kr. i husleje ifølge en formelt korrekt lejekontrakt. Her vurderede kommunen, at datteren uanset lejekontrakten var en del af en fælles husstand og foretog derfor løbende fradrag i forælderens kontanthjælp. Men man kan ikke bare tilsidesætte en lovformelig kontrakt, har Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg afgjort, og da en undtagelsesbestemmelse fritager lejeindtægter fra højst én logerende for fradrag, kan kommunen heller ikke på anden vis modregne beløbet.
I den tredje sag bidrog to hjemmeboende voksne børn med hver 2.161,50 kr. om måneden til den fælles husførelse, hvilket kommunen fortolkede som en indtægt og fratrak et tilsvarende beløb i moderens kontanthjælp. Men nej, ved fælles husførelse er en overførsel af penge ikke en indtægt, men betaling af vedkommendes andel af de fælles udgifter, har Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg afgjort.
Ankestyrelsen har behandlet sagerne principielt, således at afgørelsen fremover tjener som rettesnor for, under hvilke omstændigheder en ydelsesmodtager kan modtage økonomisk bidrag til husførelsen, uden at det er en indtægt, der skal fradrages i hjælpen.
Læs principafgørelsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.