KØBENHAVN: De fleste håndværkere er mænd, og sundhedssektoren har flest kvinder. Men kønsstereotyper kan være en udfordring på jobcenteret. Det kan præge, hvilke jobmuligheder sagsbehandlerne ser for den ledige - og som den ledige ser for sig selv.
Det skal laves om, mener beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Cecilia Lonning-Skovgaard (V).
Hun har derfor sat gang i et nyt initiativ, der skal klæde medarbejderne i kommunens jobcentre på til at forebygge og udfordre stereotyp tænkning i mande- og kvindefag.
- Det må fx aldrig være sådan, at mænd i højere grad end kvinder bliver tilbudt et truck-kørekort, eller at kvinder oftere end mænd bliver ledt over i sundheds- og omsorgssektoren. Den tænkning hører ikke hjemme i 2020. Vi skal sørge for at præsentere hele paletten af muligheder, når vi sidder overfor borgerne, siger hun.
Fyraftensmøder og retningslinjer
Informationsmateriale, en serie af fyraftensmøder og nye retningslinjer skal nu være med til at forhindre, at gammeldags opfattelser af mande- og kvindefag sniger sig ind i beskæftigelsesindsatsen på jobcentrene.
- Jeg tror ikke, vores medarbejdere bevidst tænker kønsstereotypt, når de vejleder byens ledige. Men jeg er sikker på, at det nogle gange sker ubevidst, ligesom borgerne selv kan tænke kønsstereotypt, og det skal vi nu skabe bevidsthed om at ændre, siger borgmesteren.
Opgøret er endnu mere vigtigt i en tid, hvor København er i krise og ramt på ledigheden, mener Cecilia Lonning-Skovgaard:
- Lige nu har vi som by brug for alle mand på dæk, og København har ikke råd til en beskæftigelsesindsats, hvor traditionelle opfattelser af 'mande-og kvindefag' får lov at sætte dagsordenen. For mig er det soleklart, at København simpelthen går glip af talent, når virksomheder kun rekrutterer fra den ene halvdel af talentmassen. Det skal vi i Københavns jobcentre gøre alt, hvad vi kan for at lave om på, siger hun.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.