Den danske og svenske stat går sammen om at stille en milliardgaranti for SAS. De to landes regeringer har aftalt hver især at garantere 1,5 mia. svenske kroner - altså tre mia. svenske kroner i alt. Det svarer til lidt over to mia. danske kroner.
De to stater er de ejere med den største andel i SAS. Den svenske stat ejer 14,82 pct., mens den danske ejer 14,24 pct.
SAS har været hårdt ramt af tiltagene for at undgå spredning af coronavirus globalt. Siden mandag har det meste af SAS' flåde været sat ud af spillet. Det har også haft den betydning, at store dele af de ansatte er sendt hjem.
Op mod 10.000 ansatte er hjemsendt, hvilket svarer til 90 pct. af de ansatte. SAS har omkring 4.000 ansatte i Danmark.
Ifølge luftfartsanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank taber SAS formentlig mellem 80 og 100 mio. kr. om dagen på nedlukningen. SAS havde ved sidste regnskab 4,5 mia.kr. at stå imod med.
'Et første skridt'
Finansminister Nicolai Wammen (S) siger at der med garantierne fra de to regeringer er 'tale om et første skridt'. Han understreger, at den danske stat vil 'gøre hvad end der er nødvendigt for, at SAS kommer igennem krisen'.
- SAS har stor betydning for både Skandinaviens og Danmarks tilgængelighed. Det vedrører i høj grad også arbejdspladser, virksomheder og hele økonomien generelt, siger han i en kommentar.
- Der er tale om et første skridt, og den danske stat vil som en langsigtet og ansvarlig medejer af SAS følge udviklingen tæt og gøre, hvad end der er nødvendigt for, at SAS kommer igennem krisen og fortsat vil være operationel herefter.
En statsgaranti fungerer som regel ved, at en stat garanterer for et lån, som andre end staten vil tage. Det betyder, at staten vil garantere, at lånet bliver betalt tilbage - om nødvendigt af staten selv. Derfor bliver det nemmere - i dette tilfælde for SAS - at låne pengene, da risikoen derved er formindsket.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.