dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Dansk-tysk inspiration om demens-pleje

Plejepersonale fra Slagelse hentede på særligt tilrettelagt EU-uddannelsesforløb i Tyskland

SLAGELSE: Danmark og Tyskland kan lære af hinanden, når det gælder pleje og omsorg for borgere med demens. Det viser erfaringerne fra et to-årigt EU-projekt, Kompetent Demensbehandling i Fehmernbelt regionen, KoDiF, som Slagelse Kommune har deltaget i.

Her har plejepersonale på tværs af grænser delt viden om demenspleje, ligesom de har deltaget i et særligt tilrettelagt uddannelsesforløb. Det skriver Magasinet Pleje.

18 medarbejdere fra Slagelse Kommune har bl.a. været fem dage i praktik på tyske plejecentre. Og de tyske kolleger har været i praktik i Slagelse Kommune.

I Tyskland er de rigtig gode til at lave aktiviteter for borgerne, fortæller projektleder Lise Ringkvist.

- Og det har vores medarbejdere taget med hjem og ønsket at blive endnu bedre til. De har blandt andet ønsket undervisning i musikterapi, forklarer hun til Magasinet Pleje.

Forflytninger
Tyskerne var til gengæld bl.a. meget interesseret i, hvordan man i Slagelse bruger hjælpemidler til forflytninger.

Udvekslingsopholdet viste tydeligt, at medarbejderne i Slagelse Kommune er langt fremme og rigtigt dygtige fagligt, fortæller EU-konsulent Signe Ethelberg. Og mødet med de tyske kolleger har givet en god portion faglig stolthed.

- Vi er blevet bekræftet i, at vi gør nogle ting, der er rigtig gode. Og så har vi fået stillet spørgsmål til vores egen måde at gøre tingene på. Et projekt som det her kan skabe rum til, at man får tid til at sætte sig ned lige og vende tingene og tænke over, hvorfor vi gør, som vi gør, og om vi kunne gøre noget bedre, siger hun.

Mere om stimuli
Plejepersonalet er selv kommet med input til kursets temaer og indhold. I løbet af efteråret og foråret har de modtaget undervisning i samarbejde med pårørende, arbejde med dokumentation, musikterapi, neuropsykologi og medicinering.

- Vi har fået nogle gode værktøjer, vi kan bruge i vores dagligdag, når vi arbejder med beboere med demens, fortæller social- og sundhedshjælper Anna Katrine Christensen.

Hun har sammen med 59 kolleger fra plejecentre og hjemmeplejen i Slagelse Kommune været på et skræddersyet kursus med fokus demenspleje.

- Jeg tænker mere over de stimuli, de enkelte beboere kommer ud for i dagligdagen - kan de rumme det eller skal de skærmes, fortæller social- og sundhedsassistent Bente Nielsen.

Alt materiale, som er udviklet i forbindelse med KoDiF-projektet, bliver tilgængeligt på Slagelse Kommunes hjemmeside.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/dansk-tysk-inspiration-om-demens-pleje

GDPR