dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Foto: Colourbox

Delebil i sig selv ikke nok til at betyde samliv

Ankestyrelsen har i fire nye principafgørelser igen taget stilling til, hvornår en person er berettiget til at modtage ydelser som enlig
11. MAR 2013 11.35

Ankestyrelsen har dermed præciseret sin tidligere praksis for, hvornår det må anses for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at to personer lever i et ægteskabslignende forhold. I 'Nyt fra Ankestyrelsen' beskrives dels, hvilken betydning det har, at parterne rent faktisk ikke er kærester. I de andre sager har styrelsen vurderet, om parterne har fælles husførelse, herunder betydningen af sammenblandet økonomi, fælles børn og praktisk hjælp i sygdomsperioder.

1. Man behøver ikke at være kærester

En pensionist skulle betragtes som samlevende i en sag om beregning af hendes pension. Hun skulle betragtes sådan, fordi hun havde fælles husførelse med en anden person. Det var uden betydning, at parterne ikke levede sammen som par. I overensstemmelse med tidligere praksis blev det slået fast, at der foreligger et ægteskabslignende forhold, når der er:

• Fælles husførelse og
• Tale om et samlivsforhold, der generelt set kan føre til ægteskab efter dansk ret.

Så længe der ikke er tale om søskende eller forældre og børn, der lever sammen, kan parterne generelt set indgå ægteskab med hinanden.

2. Ikke fælles husførelse trods fælles bil
En kvinde skulle betragtes som enlig i en sag om børnetilskud, boligstøtte og økonomisk fripladstilskud. Det skulle hun, selv om hun havde en delebil med sin kæreste. Der var ikke nok oplysninger i sagen til at vurdere, hvor ofte og i hvilke perioder parterne havde set hinanden. Der var heller ikke nok oplysninger til at afkræfte mandens forklaring om, at han boede hos sine forældre.

Parterne havde en delebil og havde været på ferie sammen. Alligevel var der ikke nok oplysninger i sagen til at fastslå, at kvinden havde opnået fordele i et sådant omfang, at de kunne sidestilles med de fordele, som gifte og samlevende personer har.

3. Sammenblandet økonomi og fælles børn
I denne sag skulle en kvinde, der modtog boligstøtte, børnetilskud og økonomisk fripladstilskud, betragtes som samlevende med faren til sine børn. Styrelsen lagde navnlig vægt på, at manden hver måned overførte et større beløb til kvindens konto til at dække både børnenes underhold og fælles hæftelser. Herudover spiste parterne jævnligt sammen på kvindens bopæl, og alt samvær mellem børnene og faren foregik også på kvindens bopæl. Afgørelsen belyser samtidig spørgsmålene om forsørgerpligt og samvær, fordi parterne i sagen har fælles børn.

Afgørelsen er også et eksempel på, at der er forskel på at være samlevende efter børnetilskudsloven og det at have fast ophold hos ydelsesmodtageren efter boligstøtteloven. I overensstemmelse med tidligere praksis stilles der ikke krav om, at parterne har fælles bopæl for at være samlevende efter børnetilskudsloven.

4. Praktisk hjælp i sygdomsperioder
Den sidste sag vedrører en kvinde, der og så modtog børnetilskud, boligstøtte og økonomisk fripladstilskud. Hun havde i en periode på otte måneder været kæreste med en mand, som hun siden flyttede sammen med.

Manden havde bidraget med praktisk hjælp i et ikke ubetydeligt omfang, herunder hjælp til indkøb. Men kvinden kunne ikke, ud fra de foreliggende oplysninger, betragtes som samlevende i perioden op til, at parterne flyttede sammen. Oplysningen om praktisk hjælp vejede ikke tungt ved den samlede vurdering af sagens oplysninger, fordi hjælpen var ydet i forbindelse med ydelsesmodtagerens sygdomsperioder.

ka

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/delebil-i-sig-selv-ikke-nok-til-at-betyde-samliv

GDPR