
Jeg har en lang, erhvervsmæssig - glorværdig kan nok i høj gad diskuteres - karriere bag mig. Jeg har f.eks. været ansat i Reformhuset Råkostdepotet. Det lå inde i Skindergade i København og var en bastion i den vegetariske bevægelse, som Scherfig så eminent har beskrevet i bogen 'Idealister'. Mit arbejde bestod i at vandre fra butikken og 50 meter hen ad gaden og ned i en kælder, hvor jeg stod og vejede mel, korn, krydderier, gulerødder og andet til faget hørende i brune papirposer og derefter slæbe varerne hen til butikken.
Jeg var også sommervikar på Carlsberg - et festligt job. Jeg gik pelsopkøbere fra hele verden til hånde på De Danske Pelsauktioner i Glostrup. Var 'landmåler-knude' - ham der holder i den anden ende, når landinspektøren er ude med målebåndet. Jeg var kort sagt løsarbejder. Jeg havde ikke stiftet familie eller købt en dyr bolig, så det passede mig fint. Man arbejdede, når der var brug for penge.
Men har man fået en mere komfortabel bolig, måske familie og i det hele taget pådraget sig adskillige faste udgifter, så går den model selvfølgelig ikke. Og nutidens politikere og økonomer ville få nervesammenbrud, hvis en stor del af arbejdsmarkedet så sådan ud. Nu er livets mening som bekendt at arbejde konstant, så meget som muligt og så længe som muligt.
Både fleksibel og stabil
Den danske model har i over 100 år bevist sit værd. Den sikrer et både fleksibelt og stabilt arbejdsmarked. Stabilt, fordi parterne - arbejdsgivere og fagforeninger - forpligter sig ved med regelmæssige mellemrum at indgå aftaler om løn og arbejdsforhold, som statsmagten kun undtagelsesvis blander sig i. Hovedaftalen fra 1899 gør, at parterne er forpligtet at opretholde ro og orden, så længe aftalerne løber. Omvendt er der en ret til at konflikte, når aftalerne udløber og nye skal indgås.
Og fleksibel, fordi hele systemet bl.a. bygger på tryghed - ikke for livslang ansættelse i en virksomhed, men i kraft af den tryghed, der ligger i A-kassesystemet. Her kan borgerne for en overkommelig pris forsikre sig, så de om nødvendigt i en kortere eller længere periode kan få arbejdsløsheds-dagpenge. Staten er buffer, så der tæres på statskassen, når der er mange uden arbejde - og omvendt, ved høj beskæftigelse er der overskud på ordningen.
Derfor er danskerne ikke overvældende bekymrede for at miste jobbet og rejse videre til et nyt. Det giver smidighed på arbejdsmarkedet, hvor angiveligt omkring 700.000 job årligt er i spil. Derfor har fagforeningerne heller ikke brugt en masse kræfter på at gøre det vanskeligt for arbejdsgiverne at nedlægge og oprette stillinger.
Når trygheden forsvinder, ryger fleksibiliteten med
Jeg har også været tillidsmand i en stor virksomhed, hvor korte, løsere ansættelser vandt frem, og det gav uro. Jeg talte med en arbejdsmarkedsforsker for at se problematikken i et lidt større perspektiv. Han kunne bl.a. fortælle, at det mest ufleksible og skæve arbejdsmarked i Europa på det tidspunkt var Spaniens. Det skyldtes de mange år under general Francos diktatur. For at skabe loyalitet fra arbejderne gjorde han det så godt som umuligt for en arbejdsgiver at skille sig af med medarbejdere.
Men hvad gør arbejdsgivere så - de skal trods alt kunne tilpasse virksomheden til ændringer i den omgivende verden? Ja, så snor sig man sig på anden vis ud af Francos bestemmelser, og efterhånden var et stort flertal på besynderlige og uanstændige ansættelsesformer.
Nyeste skud på stammen var enmands-firmaer, som virksomhederne kunne hyre fra time til time. Lønmodtagerne var tvunget ud i en situation som selvstændig, og var helt uden lønmodtagerrettigheder. Så arbejdsmarkedet bestod af to grupper - de, der sad urokkeligt fast i urørlige job, og en masse på dårlig løn og uden basale velfærdsrettigheder.
Det ligger langt fra den danske 'flexicurity'. Men ikke så langt, som før. Gennem den seneste snes år har skiftende beskæftigelsesministre med Claus Hjort Frederiksen i spidsen udfoldet kolossal fantasifuldhed for at gøre tilværelsen som arbejdsløs til et så komplet uudholdeligt helvede af regler, papirer, møder osv., at flere og flere i min bekendtskabskreds har valgt at forlade A-kassen for at slippe for ydmygelserne.
Økonomer - regnemaskiner på to ben
Og for tiden breder utrygheden sig hastigt på arbejdsmarkedet som en iskold efterårsblæst. For politikere og økonomer holder - som ét af mange komplet absurde eller selvmodsigende tiltag i disse år - stædigt fast ved at halvere dagpengeperioden, samtidig med at ledigheden er stabilt høj.
Økonomerne, ja det er vel forventeligt - de er tilsyneladende regnemaskiner på to ben helt uden empati. Skidt med de menneskelige omkostninger, bare tallene stemmer i deres model. Men politikerne - særligt fra Socialdemokraterne og venstre ud - det er svært at forstå.
Partiet Venstre ved man som bekendt, hvor man har - de er liberalister om en hals, og ønsker tilsyneladende fagbevægelsen hen, hvor peberet gror - selv om chefideologen, strategen og indpiskeren Claus Hjort Frederiksen i de ti regeringsår beordrede sine partifæller til at lade som om, de var socialdemokrater. De erklærer frejdigt, 'at Venstre står vagt om den danske model'. Men lige så tit benytter de lejlighederne til at angribe og underminere den.
Til angreb på konfliktretten
Som ved sommerens konflikt omkring en jysk restaurant, hvor der fluks kom et populistisk krav om at afskaffe en del af den konfliktret, der er en helt central del af hovedaftalen og dermed den danske model. Og arbejdsløse uden dagpenge - de skal bare være tilstrækkeligt skræmte og utrygge, så skal de nok finde arbejde.
Næsten alle partierne er åbenbart enige om at forsøge at redde økonomien ud af suppedasen med greb, der helt åbenlyst sætter den i stå og nu også undergraver den danske model. Fagforeningerne vil formentlig snart blive mødt af massive medlemskrav om at kæmpe for mere tryghed i ansættelsen - et begyndende opgør med fleksibiliteten. Ingen har lyst til en tur på det fleksible arbejdsmarked, når utrygheden er så udtalt og fleksibiliteten efterhånden kun er til glæde for arbejdsgiverne.
Det er trist at se den danske model udsat for så mange bagholdsangreb og så megen slesk tale og billig portvin. Den danske models beundrere i udlandet må godt nok undre sig.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.